Det levende byrum
Oplevelser, leg og bevægelse i byrummet
Et byrum, der byder på oplevelser og mulighed for leg og bevægelse, er attraktivt og levende byrum, som folk gerne vil besøge og bruge aktivt. Vi vil dybest set alle sammen gerne lege og opdage, så oplevelser, der stimulerer sanserne eller inspirerer til bevægelse, har en naturlig tiltrækningskraft.
Oplevelserne kan spille sammen med omgivelserne, så de formidler eller underbygger byens identitet eller historie. Samtidig kan man med kreativ brug af innovative interaktionsformer og teknologiske elementer give byens profil et løft og medvirke til at skabe en ny positiv fortælling.
Vi har i flere danske byer skabt nye typer af oplevelser, som skaber liv og glæde og opfordrer til fællesskab og fysisk bevægelse.
Vi fortæller her om nogle af dem.
En levende bymidte
Gynger der skaber liv og lys i byrummet
I Horsens efterspurgte handelslivet, at man gjorde noget for at få mere liv i gaderne. En række byrumsinitiativer, der omfattede gyngeinstallationen Nordlys, blev opstillet i en periode og havde ifølge borgmesteren en positiv effekt på beskæftigelse, vækst og detailhandel.
Den interaktive lyd- og lysinstallation Nordlys er designet til at sprede en rolig og afslappende stemning, som kan være med til at tilbyde borgerne et pusterum i deres travle hverdag. Den består af fem gynger, der sammen aktiverer forskellige dele af et større lydunivers. Afhængig af hvilke gynger der er aktive, transformeres lyden på forskellige måder, og afhængig af hvilket tidspunkt, man kigger forbi, kan temaet være forandret.
De forskellige lyde i installationen Nordlys bidrager til en anderledes atmosfære og stemning, som vækker nysgerrighed og undren. Det lys, som installationen afgiver, drager borgerne, når mørket falder på. Et element, der ligeledes er med til at gøre et område tryggere og mere indbydende.
Gyngerne er i 2022 flyttet til Brædstrup, hvor de igen skal bidrage til at skabe sammenhæng og liv.
Forretningerne råbte på et tidspunkt vagt i gevær, for der var kun aktivitet på pladsen et par dage om ugen, hvor der var lidt torvehandel. Ellers var der helt tomt.
Men gyngerne har bidraget til, at der nu er liv og bevægelse på pladsen hele tiden. Gyngerne drager folk i alle aldre til sig, og de detailhandlende er meget tilfredse med installationen.
Peter Sørensen
Borgmester, Horsens kommune
Interaktive sanselige fortællinger
Levende bænke
De interaktive bænke er udstyret med sensorer, der registrerer, når en person sætter sig på bænken. Via indbyggede højttalere kan man høre historier, som byerne ønsker at fortælle borgerne.
Vi har med interaktive bænke givet byrummet en stemme i bl.a. Billund, Struer og Vallensbæk.
Soundscapet i bænken kan bestå af naturlyde, eksempelvis fuglesang eller rislen af regn. Naturlyde har en beroligende og afstressende effekt, og idéen med vores interaktive bænke er at skabe et stemningsgivende rum, der giver plads til refleksion.
Bænken kan også bruges til at understøtte aktuelle aktiviteter i byerne med f.eks. fodboldlyde eller musik. Via en facebook-side kan borgerne være med til at bestemme, hvad der skal lyttes til. Senest under EM var der afstemning om, hvilke fodboldssange der skulle lyttes til som optakt til Danmarks kampe og i forbindelse med Run to the Beat blev lyden af løb integreret i soundscapet.
Fysisk sundhed og bevægelse
Football Lab
Børn og unge er i dag storforbrugere af smartphones, tablets og computere. Med digitale elementer kan man stimulere børnene, samtidig med at de får bevæget sig og får frisk luft. Med Football Lab får de en intens stadionoplevelse, mens de træner deres evner.
Vallensbæk kommune ønskede en oplevelse, der kunne tiltrække børn og unge, og som opfordrede til leg og bevægelse.
Vi har udviklet et intelligent bold-bur, som er udstyret med bevægelsessensorer, en skærm med pointsystem, stadionlyd og kommentatorstemme i fire højttalere samt mulighed for at sammenligne resultater med vennerne på en hjemmeside.
De fire målrammer fungerer som medspillere, der registrerer bolden og sender den retur, når man afleverer til dem. Lys og lyd bruges til at fortælle, hvilken medspiller man skal aflevere til. Når man har ramt en medspiller får man point, og en ny tilfældig medspiller kalder på én. Jo flere succesfulde afleveringer, man kan nå på 90 sekunder, jo flere points.