Med interaktionsdesign kan du skabe unikke og levende områder, som tiltrækker folk.
Mange byer slås med en øde bymidte efter butikkernes lukketid. Når borgerne smutter, efterlader de store områder tomme og øde. Ved hjælp af lyd, lys og interaktion kan man opfordre til en anden form for varierende ophold og indbyde til socialt møde mellem borgerne.
Den interaktive lyd- og lysinstallation Nordlys er designet til at sprede en rolig og afslappende stemning, som kan være med til at tilbyde borgerne et pusterum i deres travle hverdag. Den består af fem gynger, der sammen aktiverer forskellige dele af et større lydunivers. Afhængig af hvilke gynger der er aktive, transformeres lyden på forskellige måder, og afhængig af på hvilket tidspunkt, man kigger forbi, kan temaet være forandret.