Industri og produktion

Vælg teknologier fra den rette hylde til lagerstyring

I et MADE Demonstrationsprojekt har B6 Nordic undersøgt, hvordan de med en app hurtigere og nemmere kan finde deres emner på lageret.

Den danske virksomhed B6 Nordic udvikler og producerer kundetilpassede løsninger i teknisk skum. 

I et MADE Demonstrationsprojekt undersøgte de muligheden for hurtigere og mere enkelt at registrere lokationen på emnerne i deres lager, så de blev nemmere at finde. 

”Målet var at indføre en mere automatiseret lagerstyring, der kan gøre os mindre afhængige af, at medarbejdere skal bruge tid på at finde varer og samtidig gøre arbejdsgangen på lageret mere forudsigelig,” siger Torben Lyng, der er Production manager & Quality Assurance ved B6 Nordic.

Vi hjalp i projektet virksomheden med at finde en løsning. De første undersøgelser viste, at løsningen ikke kun skulle være af ren teknisk karakter. Indsatsen handlede samtidig om at se på ændrede arbejdsgange.

”Da vi kortlagde deres eksisterende arbejdsgange og overordnede krav til en lokalitetsbestemt lagerstyring, pegede det ikke entydigt på, at der var en enkelt teknologisk løsning eller fremtidig arbejdsgang, der kunne løse det hele,” forklarer Tejs Scharling, der er vores Principal Solution Architect og stod for projektet.

B6 testede sammen med os tre arbejdsgange gennem en proof-of-concept app. Den giver mulighed for at skabe tre app-baserede arbejdsgange:

  1.  at scanne et varenummer og få anvist placering af varen på lageret,
  2.  at identificere en lagerplads ved pluk af varer, og
  3.  at indlevere varen på lagerplads ved at scanne varenummer og vælge lagerplads.


”Det er vigtigt at snævre ind til sidst, så teknologien og løsningen også er brugbar i praksis,” understreger Tejs Scharling.

Digitaliseringen af lagerstyringen havde både et kortere og længere sigte.

”Vi kigger både på øverste hylde og forsøger samtidig at finde løsninger, der nemt kan implementeres. Vores fornemmeste opgave er ikke at komplicere det, men få det til at virke i hverdagen og rykke virksomheder med små skridt,” siger Tejs Scharling.

I første omgang er fokus på at bringe løsninger med bluetooth tags, ltra wideband og gps i spil.

”Erfaringerne med app PoC’en gør det muligt for os at indgå i dialog med vores nuværende ERP-leverandør, estimere omkostning ved etablering og få et robust beslutningsgrundlag for vores direktion,” siger Torben Lyng.

På længere sigt kan en løsning være at lave plukkeprocesser med AR, som vi også har hjulpet HydraSpecma med i et andet MADE-projekt.

I første omgang er planen dog at gå videre med de eksisterende løsningsforslag.

Fakta
B6 har sammen med os i foråret 2024 gennemført et demonstrationsprojekt via MADE. Forløbet bestod af:

  •  Online møde med kortlægning af nuværende setup og systemer, samt afdækning of behov og forventninger.
  • Besøg hos B6, hvor nuværende og ønsker til fremtidige arbejdsgange blev gennemgået.
  • Vi foretog undersøgelser og indledende målinger i eksisterende rammer på lager og produktionsområdet.
  • Udarbejdelse af rapport med anbefaling til næste skridt.

 

Ønsker I også et MADE-projekt?
Sidder I som produktionsvirksomhed også med et ønske om at udvikle eller teste et koncept?

Eller er I teknologileverandør af løsninger og ønsker at teste dem sammen med produktionsvirksomheder og en GTS?

MADE skræddersyer løbende projekter, hvor både produktionsvirksomheder og leverandører kan få hjælp til at løse fælles udfordringer eller optimere produktionen gennem anvendelse af nye teknologier og metoder.

Kontakt chefkonsulent i MADE Sandrina Lohse-Larsen, hvis I vil høre mere om mulighederne.
Mobil: +45 30 55 14 72 eller mail: slohselarsen@made.dk.

Del dette:

Formular indsendt!