Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Digital bæredygtig omstilling

GreenTec strækker sig fra grønne fingre til grønne strategier 

GreenTec fremstiller maskiner til landbrug, skovbrug og andre grønne områder og er selv i gang med en radikal og digital grøn omstilling gennem os og projektet Afkobling 2030, der hjælper produktionsvirksomheder med at reducere deres klima- og miljøudledninger. 

GreenTec i Kolding blev grundlagt i 1979 af John Christensen, der også i dag leder virksomheden. Hans søn Mads Christensen har som Sustainable Development Coordinator ansvar for alle GreenTecs bæredygtige tiltag som f.eks. ESG-rapport, CO2-regnskab og meget mere. 

Firmaet deltager i Afkobling 2030’s Lab for bæredygtig strategi og ledelse, der ledes af vores Director of Digital Sustainability Trine Plambech. Allerede nu får GreenTec udbytte af arbejdet, selvom de er nye i projektet, fortæller Mads Christensen. ”Vi kan allerede se, hvordan vi kan blive lidt skarpere til at flytte bæredygtige tiltag direkte ind i vores planlægning og processtyring.” 

Helstøbt strategi trumfer særskilte småprojekter 
GreenTec begyndte at arbejde med bæredygtig strategi og ledelse, samtidig med at de implementerede et nyt ERP-system. Det nye system giver bedre tilgang til data og hjælper dermed virksomheden med at komme i gang med Scope 3, beretter Mads Christensen. 

”Vi har både været heldige og dygtige med at køre de to processer samtidig,” siger han. ”I lab’et får vi praktiske værktøjer og hjælp til at gøre implementering af grøn omstilling til et fokuspunkt i strategien i stedet for at køre en masse små, særskilte projekter.” 

For virksomheden har store ambitioner, men er i dag forbi den første omstillingsfase, hvor de forholdsvist let kunne spare både udgifter og CO2-udledninger ved f.eks. at gå over til en ny type emballage. Nu kommer det seje træk, der kræver en systematisk tilgang, god ledelse og bedre data, fortæller han. 

Strategiarbejdet støtter ERP-arbejdet 
Mads Christensen var nervøs for, om strategiarbejdet ville kræve for meget af ham og hans kolleger på et tidspunkt, hvor de allerede var pressede, indrømmer han: ”Da vi startede i lab’et for bæredygtig strategi og ledelse, tænkte jeg, at der måske var rigeligt at arbejde med i forvejen, og at det ikke var sikkert, at vi havde tid.” Men timingen viste sig imidlertid at være perfekt. 

Indførelsen af det nye ERP-system krævede målrettet arbejde med GreenTecs procesflows og processtyring, afslører Mads Christensen. ”Vores arbejde med bæredygtig strategi og ledelse har hjulpet os til at konkretisere, hvad der er vigtigt for vores virksomhed, og hvordan vi skal prioritere vores indsatser.” 

At prioritere ERP-systemet har allerede givet pote, fortæller han: ”Med det nye ERP-system tager det fire minutter at lave løn, hvor det før tog en halv dag. I dag kan vi bearbejde en containerordre fra USA på 20 minutter, hvor det før tog 6-8 timer. Vi er fuldstændig klar over, hvad digitalisering kan gøre for os, og det øger jo forandringsparatheden.” 

Konkrete værktøjer til grøn, digital omstilling 
I Lab for bæredygtig strategi og ledelse har GreenTec fået en række konkrete værktøjer, der gør det lettere at se, hvilke data de mangler, og hvordan de kan indsamles. ”Vi kan se, at vores data er dårlige, og det er jo også en erkendelse,” joker Mads Christensen. 

Det nye ERP-system viser, hvor GreenTec mangler data, og derfor har han og hans kolleger lavet en dataindsamlingsplan.  Det medfører i første omgang en række prioriteringsopgaver, som ledelsen skal arbejde videre med. ”Næste skridt er at møde medarbejdere fremadrettet, så vi kan få data ind i systemet og få dækket det sorte datahul,” slår han fast. 

”Vi er en ejerledet virksomhed, og vi har ikke ressourcer til at ansætte højtuddannede og dermed også højtlønnede specialister og konsulenter. Derfor skal vi kunne rigtig mange ting selv, og det medfører næsten altid for meget drift,” konstaterer han. ”Så vi har brug for effektive og konkrete ledelsesværktøjer.”  

Bedre styr på projekter og processer 
Med Mads Christensens egne ord har GreenTec hidtil været ambitiøse og arbejdet ”dynamisk, men også lidt rodet” med bæredygtighed. Gennem Lab for bæredygtig strategi og ledelse har virksomheden fået værktøjer til projektstyring og processtyring, som de både kan bruge til deres generelle indsatser, men i særdeleshed til grønne tiltag. 

”Helt konkret bruger vi det nye ERP-system som et værktøj og teorierne om bæredygtig strategi og ledelse som en proces, vi kan bringe ind i vores virksomhed, så vi kan få et resultat, der er gavnligt for os,” pointerer han. 

Gennem netværket i lab’et fik GreenTec konkrete og særdeles brugbare anbefalinger fra en anden deltager, der allerede havde arbejdet med datasammenhænge. ”De anbefalede os at bruge kunstig intelligens, og nu er vi ved at opstarte et projekt,” fortæller han. 

Afkobling 2030 er ”fuldstændig genial” 
Men konkrete anbefalinger omkring AI er kun én blandt mange gode oplevelser, Mads Christensen har fået med Afkobling 2030. ”Tilgangen i projektet er fuldstændig genial, fordi den giver tre fordele,” mener han. ”Den ene fordel er, at vi selv kan målrette og prioritere vores indsats i lab’ene, så de passer til de arbejdsopgaver, vi har i organisationen.” 

Ifølge Mads Christensen er projektets anden store styrke 1:1-møderne, der giver mulighed for direkte sparring med eksperter, han ellers ikke har adgang til, og som kan hjælpe med prioritering, der for ham er særligt svært, når det drejer sig om bæredygtighed. ”For vi har jo ikke uendelige midler: Vi skal både tjene penge og være bæredygtige,” påpeger han. 

En tredje fordel ved Afkobling 2030 er i Mads Christensens optik, at projektet ikke er bureaukratisk. ”Det er langt nemmere end at modtage en pose penge: Vi møder op og deltager aktivt og får både netværk og ekspertise ud af det.” 

Sidst, men ikke mindst hjælper projektet GreenTec med at efteruddanne deres medarbejdere i cirkulær økonomi, produktoptimering, dataindsamling, kunstig intelligens m.m. ”Vi kan vælge de relevante medarbejdere, der får helt ny viden og nye arbejdsopgaver, som er spændende. Det gør både, at vi fastholder vores medarbejdere og bliver mere attraktive for nye medarbejdere,” ivrer han. 

”Afkobling 2030 kommer til at blive en nøgle for vores succes. Det er et af de bedste værktøjer, vi er stødt på indtil nu, fordi det er så langsigtet og fleksibelt,” afslutter han. 

Vil I også arbejde med bæredygtig strategi og ledelse? 
I projektet Afkobling 2030 kan produktionsvirksomheder få gratis sparring, netværk og hjælp til at reducere deres klima- og miljøudledninger i Scope 1, 2 og 3.

Lyder det spændende? Så tag fat i vores Director of Digital Sustainability Trine Plambech, trine.plambech@alexandra.dk, og hør nærmere.  

Del dette:

Formular indsendt!