Digital bæredygtig omstilling

Skræddersyede forløb skal hjælpe SMV’er i gang med cirkulær produktion

Danske produktionsvirksomheder står over for en afgørende transformation. Cirkulær produktion er ikke bare en vision – det er en nødvendighed. Vi har brug for nye materialer, produkter og produktionsformer, der sikrer lang levetid, minimal brug af jomfruelige materialer og mulighed for at genanvende produkter til nyt brug.

Men hvordan kommer man i gang, og hvordan sikres det, at virksomheders produkter og processer understøtter en cirkulær økonomi?

Det er missionen i en ny indsats, som Alexandra Instituttet deltager i, og som hedder ’Cirkulær forretning – realisering af cirkulære løsninger’. Projektet, som er støttet af Industriens Fond, skal hjælpe virksomheder med at udvikle og implementere cirkulære løsninger, der både gavner miljøet og styrker virksomhedernes konkurrenceevne.

Virksomheder, der deltager i forløbet, får adgang til ny viden, ekspertrådgivning, værktøjer og testforløb samt mulighed for netværk med ligesindede virksomheder.

Omstillingen til en mere cirkulær forretning kræver parathed og et højt modenhedsniveau. For at være relevant for de fleste tilbydes der to forskellige typer af innovationsforløb.

Det ene henvender sig især til virksomheder, som allerede har erkendt behovet for en cirkulær omstilling, og som ønsker at udvikle konkrete løsninger. Og det andet henvender sig til virksomheder, som mangler overblik over, hvordan man kommer i gang. 

Det kan man læse mere om her

Er din virksomhed klar til at tage næste skridt mod en cirkulær produktoon, så kontakt Trine Plambech, som er vores Director of Digital Sustainability, trine.plambech@alexandra.dk.

Del af større indsats
Indsatsen er en del af ‚Cirkulær produktion‛, der er en bredere satsning fra Industriens Fond, der skal gøre bæredygtig produktion til en konkurrencefordel for danske virksomheder.

Her arbejdes der både med at reducere spild, optimering af ressourceforbrug og udvikling af cirkulære forretningsmodeller. Ideen er at kombinere viden, teknologi og praktiske erfaringer for at sikre, at det bliver til reelle løsninger, som gavner både virksomhederne og samfundet.

Man kan læse mere den samlede indsats her

Del dette:

Formular indsendt!