Fra venstre: Charlie Houkjær Klausen (UN Global Compact), Sif Bernstorff Lehmann (Alexandra Instituttet), Silke Mehr (Alexandra Instituttet), Trine Plambech (Alexandra Instituttet), Sara Krüger Falk (UN Global Compact).

DIGITAL BÆREDygtig omstilling

Afkobling 2030 og UN Global Compact indgår partnerskab for at gøre AI til erhvervslivets grønne superkraft

I et nyt strategisk partnerskab vil UN Global Compact Network Denmark og Afkobling 2030 hjælpe danske virksomheder med at bruge AI i den bæredygtige omstilling. Et nyt forløb skal lære virksomhederne at flytte de grønne ambitioner hele vejen til direktionsgangen. 

UN Global Compact Network Denmark og Afkobling 2030 går nu sammen om at give danske virksomheder konkrete værktøjer til at accelerere bæredygtig omstilling. 

Med start i september 2026 kan netværkets mere end 600+ tilsluttede virksomheder deltage i et gratis forløb, hvor de får adgang til eksperter og indsigter. Især med fokus på AI som værktøj i den bæredygtige omstilling. 

“Der er et kæmpe potentiale i at koble AI og digitalisering med bæredygtighed. Når man forstår sin data, kan man lægge en bedre strategi i en verden, der forandrer sig hastigt. Derfor ser vi stort potentiale i at samarbejde med de digitale kompetencer og den store viden, som Afkobling 2030 råder over,” siger Sara Krüger Falk, direktør i UN Global Compact Network Denmark. 

AI som sparringspartner i omstillingen 

Afkobling 2030 har som erklæret mål at hjælpe dansk industri med bæredygtig omstilling. Gennem det nye partnerskab får UN Global Compacts tilsluttede virksomheder direkte adgang til den tekniske dybde og ekspertviden, som findes i projektet. 

Trine Plambech, der er Director of Digital Sustainability hos Alexandra Instituttet og en central del af Afkobling 2030, ser partnerskabet som en oplagt bro mellem teknologi og bæredygtighed. 

“Verden kalder på omstilling, og AI kan i høj grad hjælpe danske virksomheder med netop det. Men det kræver, at teknologien inddrages på et strategisk niveau. Bæredygtighed må ikke ende som en træls compliance-opgave. Det skal i stedet åbne muligheder for vækst, innovation og differentiering. Det er netop det, vi kan hjælpe UN Global Compacts medlemsvirksomheder med at tage hul på,” forklarer Trine Plambech. 

Nyt læringsforløb for virksomheder 

Partnerskabet lanceres ved et netværksarrangement 16. september i København. Senere kan UN Global Compacts tilsluttede virksomheder deltage i et dedikeret lærings- og innovationsforløb over fire moduler, hvor deltagerne får indblik i synergierne mellem bæredygtighed og AI samt konkrete værktøjer og tilgange. 

Forløbet er målrettet virksomheder, som er tilsluttet UN Global Compact Network Denmark og dermed har forpligtet sig til arbejdet med FNs Ti principper inden for menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, klima, miljø og antikorruption samt at bidrage til opnåelsen af verdensmålene. 

Hvis du er nysgerrig på det indholdsmæssige i forbindelse med kick-off arrangement eller lærings- og innovationsforløbet, kan du kontakte Sif Bernstorff Lehmann, Senior Anthropologist hos Alexandra Instituttet. Ønsker du at skrive dig og din virksomhed på interesselisten til lærings- og innovationsforløbet eller tilmelde dig kick-off arrangementet, kan du kontakte Charlie Houkjær Klausen, Engagement Manager hos UN Global Compact Network Denmark. 

Om UN Global Compact Network Denmark 

Danmarks største netværk og læringsplatform for bæredygtighed i erhvervslivet med over 600 tilsluttede virksomheder, der arbejder med FN’s Ti principper for ansvarlig virksomhedsledelse. På verdensplan er mere end 22.000 virksomheder tilsluttet UN Global Compact. 

Om Afkobling 2030 

Et nationalt partnerskab med et klart mål: Danmark skal gå forrest og vise vejen for fremtidens bæredygtige produktion. Projektet støttes af Industriens Fond og drives af Alexandra Instituttet, Dansk Design Center, Force Technology og Teknologisk Institut.

Del dette:

Formular indsendt!