Kunstig intelligens

Mød vores AI Specialist Freja Thoresen, der kobler AI-modeller sammen med den fysiske verden

Med en baggrund som partikelfysiker fra Niels Bohr Institutet er hun en af vores specialister, der bygger bro mellem kunstig intelligens og fysiske processer.

Efter at have afsluttet sin ph.d. i 2020 arbejdede Freja halvandet år hos FaunaPhotonics og derefter tre år ved European Space Agency (ESA). Hos FaunaPhotonics var hun med til at udvikle maskinlæringsmodeller til at klassificere insekter på landbrugsmarker. I det samme job hos ESA var hun først to år i Köln og derefter et år i Amsterdam. Ved hjælp af maskinlæring kortlagde hun, hvilke mineralforekomster der er på Månen, hvor de findes, og hvad man kan bruge dem til.

“Jeg synes, rumforskning er megasejt og har nok altid været interesseret i fysikkens ekstremer – det gælder lige fra de helt små ting til, hvordan de helt store ting hænger sammen. Jeg kan huske, at CERN tilbage i 2008, hvor jeg gik i gymnasiet, skulle optage data for første gang med Large Hadron Collider-eksperimentet. I medierne var man bange for, at det ville skabe et sort hul, som kunne opsuge jorden – det passede selvfølgelig ikke. Men det var med til at gøre mig interesseret i partikelfysik.”

AI og energioptimering
I et af sine første projekter hos os har Freja arbejdet med at forudsige husholdningers energiforbrug. Det var et samarbejde med en virksomhed, der hedder AI Power, som producerer batterier og solceller. Målet var at finde ud af, hvornår man skal bruge energi fra batteriet, og hvornår det giver mening at hente energien fra energimarkedet.

Lige nu arbejder hun med et projekt, der hedder Green AI, hvor man undersøger, hvor meget energi AI-modeller bruger. 

“Der findes forskellige metoder, hvor man kan måle, hvor meget strøm de forskellige AI-modeller bruger. Men der findes også meget misinformation om, hvor meget de her modeller bruger, og i de fleste tilfælde er det ikke så meget, hvis der er tale om specialiserede modeller. Det kan være vigtigt at vide, når virksomheder skal afrapportere, hvor bæredygtige de er.”

I et af de næste projekter skal hun arbejde med fugtteknologi og forskellige metoder til at måle fugt i bygninger. Derudover er hun involveret i et nyt projekt med en stålfabrik, hvor hun skal identificere, hvordan AI bedst kan integreres for at automatisere processer.

“Det er stadig tidligt i forløbet, men det handler om at lave noget eksplorativt arbejde for at se, hvor det giver mening at introducere AI.”

Del dette:

Formular indsendt!