Søg
Close this search box.

Kunstig intelligens

Logistikstyring kan gøres 20 procent mere effektivt med AI

Fra den historiske havn i Kolding fragter logistikvirksomheden H. Daugaard gods med skibe, tog og biler i hele Europa. I et AI Denmark-forløb undersøger de nu sammen med os, om en AI-løsning kan gøre dem mere effektive. Det ser lovende ud.

H. Daugaard er en mellemstor dansk transport- og logistikvirksomhed, men har imponerende store ambitioner, når det drejer sig om at digitalisere og effektivisere deres drift. 

I et AI Denmark-projekt med os har virksomheden undersøgt, om de kan automatisere og optimere styringen af deres omfattende vognpark, der består af over 400 trailere og mere end 100 biler.

Kan tomkørsel undgås med AI?
Transport- og logistikbranchen er udfordret, når det gælder effektiv brug af ressourcer. En af de største tidsrøvere for H. Daugaard er den manuelle planlægning af køretøjer, særligt når det handler om at sikre, at de ikke kører tomme på tilbagevejen fra leverancer. 

”Vores største frygt er tomkørsel – når vi har biler på vejen, der kun fragter gods i den ene retning,” udtaler Lars Romsøe, der er CIO hos H. Daugaard. Tomkørsel resulterer nemlig både i spildte ressourcer og øget CO2-udledning og påvirker derfor både bundlinjen og miljøet negativt.

For at løse dette problem har H. Daugaard arbejdet med os på en AI-løsning, der skal kunne automatisere den komplekse opgave med at allokere trailere og biler, så speditørerne ikke længere manuelt skal finde de rette ressourcer til de rette opgaver. 

Ved at udnytte tre års historiske data kan AI-løsningen forudsige, hvor og hvornår trailerne vil være ledige, og på den måde skabe en intelligent ressourceplanlægning.

AI til intelligent ressourcestyring
Den nye AI-løsning skal vise placeringen af tomme trailere i realtid og vurdere, hvor tæt de er på vigtige læsningslokationer som logistikcentre og havneterminaler. Dette sparer speditørerne for værdifuld tid i det daglige arbejde. 

Virksomheden forventer, at den nye teknologi vil kunne reducere medarbejdernes arbejdstid med op til 20 procent om dagen, hvilket betyder en markant effektivisering for de 25-30 medarbejdere, der dagligt arbejder med disponering.

“Vi bruger voldsomt meget tid på at disponere. Det vil være en gamechanger, når det kan blive implementeret,” understreger Lars Romsøe.

Bæredygtighed og CO2-reduktion i fokus
For H. Daugaard spiller bæredygtighed en central rolle i virksomhedens strategi. De er forpligtet af CO2- og klimaregnskaber og har allerede lanceret en kundeportal, hvor deres kunder kan følge CO2-aftrykket på deres transporter. Portalen gør det muligt for kunderne at trække detaljerede data om deres transporter og dermed få indsigt i deres klimamæssige påvirkning.

Virksomheden arbejder kontinuerligt på at finde nye løsninger, der kan mindske deres miljøpåvirkning, og den intelligente AI-styring af ressourcer er et skridt i retning af en grønnere og mere effektiv fremtid.

Business case og fremtidige løsninger
For at sikre, at investeringer i teknologi leverer reel værdi, gennemfører H. Daugaard business cases for alle deres projekter. Over de seneste tre år har de indført softwarerobotter i stor skala og analyseret arbejdsprocesser for at afdække tidskrævende manuelle opgaver. Disse analyser har vist, at manuel ressourcestyring er en betydelig flaskehals.

Hvis den nye AI-løsning bliver implementeret, forventer H. Daugaard en betydelig forbedring af både deres operationelle effektivitet og deres bæredygtighedsprofil. Projektet er et godt eksempel på den dobbelte omstilling, nemlig at digital innovation og teknologi kan bidrage til at gøre transportbranchen mere bæredygtig.

Vil I også afprøve AI med os?
I et AI Denmark-virksomhedsforløb kan små og mellemstore virksomheder få rådgivning til en værdi af op til 150.000 kr. og på den måde afprøve, om AI, dataanalyse og datadrevet beslutningsstøtte er noget for dem. Lyder det spændende? Så tag fat i vores Manager Business Innovation Rasmus Bækby.

Del dette:

Formular indsendt!