Digital sundhed
Telemonitoreringsløsning er opbygget, så den kan tilpasses ”alle mulige diagnoser”
”Vi bygger noget, som fremover potentielt kan bruges til alle mulige forskellige diagnoser,” lyder det fra Søren Krogh Sørensen, vores Senior Software Engineer. ”Lige nu handler det om KOL, men det kunne også handle om hjerteforløb, psykiske lidelser, fodsår eller noget helt fjerde.”
Løsningen hedder TELMA og leverer fjernmonitorering til borgere med KOL, så klinikerne kan følge med i, hvordan borgerne har det og sygdommen udvikler sig. ”Løsningen er nu i pilot med borgere, og der kommer løbende flere kommuner og regioner på. Fordi der er brugere på, supporterer vi 24/7, samtidig med at vi videreudvikler features og udnytter det feedback, vi får fra slutbrugerne.”
Digital hjælp til triagering og monitorering
Løsningen er modulært opbygget, så komponenter kan tilføjes, og løsningen kan tilpasses andre sygdomsforløb. Den bygger på den nationale telemedicinske infrastruktur, som har en generisk datamodel for telemedicin. Det gør det muligt at bygge nye specifikke løsninger ovenpå og tilpasse TELMA til forskellige sygdomme, hvor hjemmemonitorering giver mening, fremhæver Søren.
”Telemonitorering handler ofte om det samme: Borgerne sidder hjemme med måleudstyr og leverer data til en infrastruktur, og så kan sundhedsprofessionelle i regioner og kommuner se de indsendte data,” konstaterer han.
TELMA triagerer borgerens målinger og spørgeskemasvar og har indbygget chat og videomøder. Fordi borgerne selv ser deres tal og ved, at der tages hånd om dem, føler de sig tryggere, hvilket fører til færre unødige indlæggelser. ”Hvis de måler noget, de oplever som truende, kan de skrive direkte til det team, de bliver behandlet af og kender; de går ikke i panik og ringer efter en ambulance,” fortæller han.
Gør data tilgængelige
Projektet er omfattende og drives af Trifork med Alexandra Instituttet, Duckwise og TestHuset.dk som underleverandører. Søren og hans kolleger arbejder på løsningens frontend og backend for frontend (BFF). Den borgervendte del af frontenden består af en Android- og en iOS-app, der hjælper borgerne med at indsende målinger, besvare spørgeskemaer, kommunikere med deres behandlerteam m.m. De sundhedsprofessionelles frontend er en webapp, så de kan se borgerens indsendte data og administrere deres forløb.
BFF’erne mellem frontenden og den nationale telemedicinske infrastruktur sørger for kommunikationen mellem de forskellige apps og infrastrukturen, så de specifikke apps kun kan indsende og modtage præcis de data, der er behov for.
Ambitiøst og motiverende
”Projektet er stort med samarbejde mellem flere teams og virksomheder. Det er spændende at være med i sådan en proces,” oplever Søren. ”Og det kommer ud til mange brugere og kræver et højt niveau af kvalitet og testet kode.”
”Der er noget motiverende ved sundhedsprojekter, fordi de berører folk i deres liv, men også fordi telemedicin er en win-win for alle: Sundhedspersonalet bruger deres ressourcer bedre, og borgerne kan være i deres eget hjem, hvor de er trygge.”