It-rammeaftale
Erhvervsstyrelsen har valgt os som it-leverandør på to delaftaler
Erhvervsstyrelsen har udvalgt os som leverandør på delaftale 3 UX og delaftale 5 Engineering & Data Science på den it-rammeaftale, der netop er blevet indgået.
Rammeaftalen har til formål at understøtte Erhvervsstyrelsens behov for specialiseret it-eksperthjælp til udvikling af deres tjenester. Vi er udvalgt som leverandør på rammeaftalen, der løber fra 2024-28, og har nu mulighed for at byde ind på de miniudbud, der følger.
I tildelingen blev der særligt lagt vægt på vores konsulenters høje kvalitet og evnen til videndeling og forankring af projekter i organisationen.
Vi råder som eneste GTS-institut med fokus på it over et stort antal eksperter inden for kunstig intelligens, UX og Data Engineering, og vores CEO, Niels Husted Kjær, ser frem til, at vi skal bidrage til arbejdet.
“At Erhvervsstyrelsen for anden gang har udvalgt os som leverandør til så væsentlige områder som NLP, UX og AI understreger, at vi er i stand til at levere efterspurgte kvalifikationer. Det er en anerkendelse af vores kompetente medarbejdere inden for it-områder, der har både dyb viden og altafgørende erfaring,” siger Niels Husted Kjær.
De to delaftaler rummer bistand inden for hhv. UX og Engineering & Data Science. Med UX-delaftalen ønsker Erhvervsstyrelsen at ramme brugernes behov ved at forstå deres udfordringer og teste løsningerne, inden de kommer endeligt i brug. Erhvervsstyrelsen står blandt andet bag virk.dk. Vores kompetencer inden for brugerinddragelse og UX skal bidrage til at løse opgaver i specifikke projekter f.eks. gennem interviews, ideudvikling og brugertest af løsninger.
I delaftale 5 skal vi bidrage med Data Engineering til at håndtere og rense data til brug for videre analyse. Vi skal også udvikle og optimere ML-modeller inden for blandt andet time series, NLP, computer vision, evaluering af modeller og udvikling af proof-of-concept.
“Det betyder, at vi kan være med til at sikre Erhvervsstyrelsens mål om at tilbyde en sikker, brugerrettet og tillidsbasereret it-arkitektur, der fremmer samarbejde, innovation og effektivitet. Fremtidssikre, digitale løsninger er jo netop det, vi er sat i verden for,” siger Niels Husted Kjær.
Fakta
Aftalen gælder de næste fire år.
Delaftale 3 UX har værdi på 6 mio. kr.
Delaftale 5 Data Engineering har en værdi 16 mio. kr.
Yderligere info og kontakt
Morten Spanner Christiansen, CCO, Alexandra Instituttet
Tlf. +45 91 37 57 18
E-mail morten.spanner@alexandra.dk