Effektivt ai-afklaringsværktøj til smv’er

Hvordan kan kunstig intelligens skabe værdi i din virksomhed? Og hvor starter man, hvis man hverken har specialister eller tid til at sætte sig ind i et komplekst teknologisk landskab?

Med projektet AI‑afklaringsværktøjet udvikler Alexandra Instituttet et nyt, digitalt og interaktivt værktøj, der skal hjælpe små og mellemstore virksomheder (SMV’er) med at afklare deres behov, muligheder og næste skridt i anvendelsen af kunstig intelligens (AI). Projektet er i opstartsfasen og udvikles i tæt dialog med danske virksomheder og centrale aktører i erhvervsfremmesystemet.

Én samlet indgang til AI

AI‑afklaringsværktøjet bliver tilgængeligt via Virksomhedsguiden og fungerer som en klikbar guide, hvor virksomheder gennem en række enkle valg guides til relevant viden, best practice og teknologier. Værktøjet er målrettet virksomheder uden egne AI‑specialister og tager højde for, at behov og modenhed varierer på tværs af brancher og jobfunktioner – fx marketing, HR, produktion, logistik og ledelse.

Værktøjet anpriser ikke kommercielle løsninger, men giver et neutralt og evidensbaseret overblik over, hvordan AI kan anvendes sikkert, ansvarligt og forretningsmæssigt relevant.

Fra potentiale til praksis

Mange SMV’er oplever, at AI rummer et stort potentiale, men mangler overblik, konkret vejledning og viden om regulatoriske krav som GDPR og EU’s AI‑forordning. Projektet adresserer netop disse barrierer ved at kombinere:

  • behovsafdækning hos danske SMV’er
  • teknologisk kortlægning af relevante AI‑metoder
  • konkrete eksempler og anbefalinger baseret på praksis
  • fokus på sikkerhed, etik og lovgivning


Resultatet bliver et brugervenligt værktøj, der understøtter bedre beslutninger og mindsker risikoen for fejlinvesteringer.

Forskningsbaseret og brugerdrevet udvikling

Alexandra Instituttet står for udvikling og drift af projektet og trækker på mere end 25 års erfaring med brugerdrevet digital innovation. Instituttet har solid ekspertise inden for AI, machine learning, generative modeller og evaluering af sprog‑ og AI‑teknologier – herunder erfaring fra EU‑finansierede forskningsprojekter.

Udviklingen sker iterativt med løbende brugertests, og indholdet kvalitetssikres af et Advisory Board med repræsentanter fra bl.a. myndigheder, forskningsmiljøer og erhvervsliv. Indholdet opdateres løbende, så værktøjet forbliver aktuelt i et felt med hastig teknologisk udvikling.

Vidensdeling og langsigtet forankring

Ud over selve værktøjet omfatter projektet aktiviteter som webinarer, fysiske arrangementer og inspirationsmateriale målrettet SMV’er og erhvervsfremmeaktører. Samtidig udvikles en bæredygtig model for drift og videreudvikling, så værktøjet kan leve videre efter projektperiodens afslutning.

Projektet gennemføres med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og medfinansiering fra EU’s Regionalfond og de decentrale erhvervsfremmemidler.

Har du lyst til at dele din viden om brugen af AI-værktøjer i din virksomhed, vil vi meget gerne tale med dig. Det foregår i et online interview.

Formular indsendt!