Movia

Brugerstudier: Hvordan vaner og værdier påvirker transportvalg

Vi har gennemført en stor antropologisk analyse for Movia. Analysen giver helt ny viden om, hvorfor vi transporterer os, som vi gør, og belyser de mange faktorer, der spiller ind på vores valg af transportform.
Movia er Danmarks største trafikselskab og transporterer ca. 180 mio. passagerer om året på knap 450 buslinjer, 9 lokalbanestrækninger og seks flextrafik-ordninger. Movia er ejet af de 45 kommuner og to regioner på Sjælland.

Baggrund

Hvert år spilder samfundet omkring 20 milliarder kroner på køer og trængsel på vejene, hvilket skaber et betydeligt produktivitetstab. Selvom kollektiv transport tilbyder fordele som tidsbesparelser, økonomisk gevinst, bedre klimaaftryk og sundhedsmæssige fordele, vælger mange mennesker stadig bilen fremfor bussen eller toget.

Movia, som står bag den kollektive transport i storbyerne og omegn, havde allerede indsamlet data om, hvordan deres brugere transporterer sig, men manglede indsigt i, hvorfor folk træffer deres valg.

Hvad får nogle til at vælge kollektiv transport regelmæssigt, mens andre aktivt fravælger den? Movia havde behov for at forstå de dybereliggende faktorer, der påvirker borgernes transportvalg og adfærd.

Foto: Movia

Analysen gav Movia en dybdegående forståelse af, hvordan transportvaner er tæt forbundet med borgernes livsvalg, vaner og værdier. Blandt de centrale indsigter var:

Mentale kort: Alle mennesker har et unikt, mentalt kort, som påvirker deres transportvalg og håndtering af uforudsete hændelser. Dette kort hjælper passagererne med at navigere i deres transportmuligheder, men skaber også udfordringer, når der sker skift mellem transportmidler som bus, tog og metro.

Utryghed ved skift: Mange passagerer oplever skift mellem bus, tog og metro som utrygt, da det føles som et tab af kontrol. Dette kan føre til usikkerhed og en oplevelse af, at transporten er en “black box” – en situation, hvor det er uklart, hvordan man bedst håndterer skift og uventede hændelser.

Pålidelighed frem for hastighed: Det viser sig, at det ikke altid er hastighed, der er vigtigst for passagererne. Det er derimod, at de kan stole på at nå frem til deres destination til tiden. Tidsforstyrrelser rører ved passagerernes selvopfattelse, og derfor vægtes pålidelighed højere end fart.

Kollektiv transport som samfundsgode: Mange passagerer ser den kollektive transport som en vigtig velfærdsydelse og et samfundsgode. Når ruter nedlægges, føler de sig overset og glemt, hvilket kan skabe frustration og en opfattelse af utilgængelighed.

Økonomisk værdi: Økonomi handler ikke kun om den direkte pengeudgift, men også om den oplevede værdi. Borgerne vurderer, om den samlede oplevelse af kollektiv transport er “pengene værd,” herunder faktorer som komfort, pålidelighed og tilgængelighed.

Resultater

Vi gennemførte en omfattende antropologisk analyse, som havde til formål at afdække de underliggende vaner, værdier og adfærdsmønstre, der påvirker transportvalgene. Analysen blev udført som et brugerstudie baseret på 64 kvalitative interviews og observationer i hele Movias dækningsområde, både hjemme hos passagererne, og mens de transporterer sig.

Med analysen har vi fået en unik indsigt i, hvad der driver borgernes valg og vaner. Der peges på mange områder, hvor vi i den kollektive transport kan sætte ind, så vi kan være mere for flere uden nødvendigvis at sætte flere busser og tog ind.

Kommunikationsdirektør

Camilla Struckmann

Bliv inspireret af vores andre kunder

Vi inddrager brugerne for jer, når I udvikler nyt eller evaluerer jeres løsninger og processer.

Ti virksomheders erfaringer med bæredygtig omstilling

Industriens Fond ønskede at identificere produktionsvirksomheder, som allerede er i gang med den grønne omstilling, og fortælle deres historier og erfaringer med omstillingen i et initiativkatalog, som kan inspirere andre til at komme i gang.

Formular indsendt!