Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Digital bæredygtig omstilling

Anonymt headcount får mere ud af kvadratmeterprisen

Tomme kontorer og døde kvadratmeter koster kassen i butikker og institutioner. Ubiqisense har skabt en løsning, der baner vejen for bedre pladsudnyttelse ved at tælle mennesker anonymt. Nu har et AI Denmark-forløb med os fordoblet løsningens præcision og højnet kompetencerne internt.

Ubiqisense har skabt en sensor, der kan fortælle, hvor mange mennesker, der opholder sig i en bygning, på en etage eller et kontor på et bestemt tidspunkt. Det sker fuldt GDPR-konformt ved bogstaveligt talt at tælle hoveder uden at se på ansigterne.

På kort sigt kan informationerne for eksempel bruges til at spare energi, fortæller Ubiqisenses Head of Software Klaus Grouleff: Hvis data kan vise, at de fleste møder klokken 9, behøver ventilationen ikke køre fra klokken 7.

På længere sigt kan løsningen gøre det lettere at disponere bedre over kvadratmeterne, understreger han. Antallet og størrelsen af mødelokaler og kontorer kan tilpasses, hvis de fleste møder er på 2-4 personer, og mange arbejder hjemme. Det gør facility managers i stand til at optimere deres bygninger og derved spare både CO2 og penge.

Helt ny tilgang krævede helt ny viden
Ubiqisense havde en ambition om at gøre løsningen både hurtigere og mere præcis, fortæller Klaus Grouleff. ”Vi havde nogle forskellige ideer og var begyndt at afsøge området for convolutional neural networks, men der var nogle udfordringer.”

Hidtil havde Ubiqisense nemlig modificeret en færdig softwarepakke og tilpasset modellerne efter deres egne behov, supplerer hans kollega, Development Specialist Kim Andersen. ”Men nu var der ikke flere parametre, vi kunne skrue på.” For at forbedre løsningen yderligere måtte de gå nye veje, og det var det, AI Denmark-forløbet skulle hjælpe med.

I de indledende samtaler anbefalede tre af Alexandra Instituttets eksperter uafhængigt af hinanden at skifte til et maskinlæringsframework, der er bedre egnet til computer vision. I AI Denmark-forløbet lavede instituttet en bred afsøgning af arkitekturer for at finde den stærkeste kandidat, fortæller Kim Andersen.

Paradokset: præcis genkendelse ved fuld anonymitet 
Ubiqisenses udfordring er nemlig ret speciel: For at løse opgaven skal præcisionen være høj, så man ved, nøjagtigt hvor mange mennesker, der befinder sig præcist hvor. Samtidig er det både et etisk og juridisk krav, at den information, der kommer fra sensoren, er anonymiseret, og at man ikke ved, hvem det er, der befinder sig i lokalet.

Denne specielle udfordring havde gjort det vanskeligt for Ubiqisense at finde den rigtige løsning, fortæller Kim Andersen: ”Der findes løsninger, der kan finde alle mulige meget karakteristiske objekter på billeder – fra elefanter og tigere til kager.” Men det er noget helt andet end at tælle mennesker anonymiseret og med høj præcision, og derfor hjalp Alexandra Instituttet med at afdække, hvordan opgaven bedst kunne løses.

Præcisionen fordoblet og hastigheden højnet
I løbet af AI Denmark-projektet fik Ubiqisense afklaret, hvad de skulle gøre for at højne hastigheden og øge præcisionen på deres sensorer. I et efterfølgende kort forløb med Alexandra Instituttet implementerede virksomheden anbefalingerne med et rigtigt godt resultat, fortæller Kim Andersen.

”Vi har halveret antallet af fejl og dermed fordoblet vores præcision,” slår han fast. ”Og så har vi fået afsøgt en masse og sparet tid i forhold til, hvis vi skulle have gjort det selv.” Han mener, at det har gjort en stor forskel for Ubiqisense at få viden og værktøjer, der gør dem i stand til at arbejde videre selv.

Stort udbytte af sparring og læring
For Kim Andersen har AI Denmark-forløbet skabt stor værdi i forhold til at tilegne sig ny viden. ”Det, jeg lægger mest vægt på, er, at jeg lærte en masse,” understreger han. ”Det var en unik mulighed for få noget viden med tilbage i stedet for bare at hyre et konsulentfirma, få opgaven løst og så være på bar bund igen bagefter,” siger han.

Ifølge ham kan især mindre virksomheder få meget ud af et AI Denmark-forløb. ”Det er en fantastisk mulighed i et firma, hvor der ikke er så mange at sparre med,” påpeger han. Han værdsatte Alexandra Instituttet som en sparringspartner, han lærte meget af, bl.a. fordi instituttet har mange forskellige eksperter ansat.

Forbedret produkt skal spare ressourcer i en ny verden
Den nye viden er allerede på vej ind i Ubiqisenses produkt, fortæller Klaus Grouleff. Han glæder sig til, at kunderne kan drage fordel af at få mere valide data og bedre analyser, så de i fremtiden får lettere ved at træffe beslutninger om deres bygninger.

Efter corona-epidemien er der tiltagende fokus på at udnytte kvadratmeterne bedre, fortæller han. ”Vi vendte tilbage til arbejdspladser, der var fuldstændigt forandrede: Nogen arbejder hjemme, og nogen kommer på kontoret, men du ved ikke rigtig hvornår.”

”Med vores løsning får du data, så du kan se, hvordan din bygning bliver brugt. Og med den viden kan Ubiqisenses kunder udnytte bygningerne bedre og spare på udgifterne, men også sænke forbruget af energi og andre ressourcer. Det er til gavn for både klimaet og miljøet. Faktum er nemlig, at driften af bygninger ifølge Det Internationale Energiagentur står for 27% af CO2 globalt, og at det derfor er et helt centralt område at optimere på,” forklarer han.

”På tværs af vores største kunder ser vi for eksempel en gennemsnitlig belægningsgrad på 34% på mødelokaler. Og det betyder jo, at to tredjedele af mødelokalernes kapacitet ikke bliver udnyttet,” fortsætter han. ”Alt imens kører lokalernes ventilation, opvarmning og elektricitet for fulde gardiner. Potentialet for at reducere energi og udledninger fra bygninger er enormt, og det bliver vi nødt til at tappe ind i, og uanset om folk har faste pladser, kan det gøres på en GDPR-sikker og privatlivsbevarende måde,” afslutter han.

Vil I også afprøve AI med os?
I et AI Denmark-virksomhedsforløb kan små og mellemstore virksomheder få rådgivning til en værdi af op til 150.000 kr. og på den måde afprøve, om AI, dataanalyse og datadrevet beslutningsstøtte er noget for dem. Lyder det spændende? Så tag fat i vores Manager – Business Innovation Rasmus Bækby.

Del dette:

Formular indsendt!