Kunstig intelligens
AI skal styrke DI’s juridiske rådgivning
Dansk Industri vil udvikle en AI-løsning, der skal styrke deres personalejuridiske medlemsrådgivning. Derfor har de indgået et samarbejde med os om at udvikle en RAG-løsning: Retrieval-Augmented Generation forbedrer nøjagtigheden af generative AI-modeller ved at benytte bestemte kilder, i dette tilfælde en række regler og retningslinjer omkring overenskomster.
Dansk Industri ønsker at udvikle et internt værktøj, der kan understøtte den daglige personalejuridiske rådgivning til DI’s ca. 20.000 medlemsvirksomheder. Målet er at yde medlemmerne en endnu hurtigere og præcis rådgivning. Fremover vil DI’s rådgivere derfor få bistand fra en AI-assistent, når de hjælper DI’s medlemmer med at løse deres sager. AI-assistenten vil hjælpe med en del af det ellers tidskrævende papirarbejde, dvs. skrive udkast til svar og resumeer på sagerne. Det betyder, at rådgiverne i stedet kan bruge tiden på selve rådgivningen.
Jan Schrøder Kristensen, der er fagleder for AI hos Dansk Industri, pointerer, at RAG-løsningen især skal understøtte de mere simple spørgsmål fra medlemmerne. På den måde kan værktøjet frigøre tid til mere komplekse opgaver og sikre, at medarbejdernes tid og kompetencer bruges mere effektivt.
En masse guidance, indsigt og objektiv sparring
Samarbejdet med os har ifølge Jan Schrøder Kristensen resulteret i langt større indsigt i, hvad der kræves for at opnå en vellykket RAG-løsning. Han udtaler:
”Vi har fået en masse guidance, objektiv sparring og solid viden om et felt, der lige nu er meget uklart, men hvor mange har meninger om, hvad man bør kunne, og hvor hurtigt det bør gå,” .
I et så komplekst felt som generative AI-løsninger har vi leveret den nødvendige rådgivning.
Jan Schrøder Kristensen fremhæver, at en af styrkerne ved samarbejdet er vores høje faglighed og objektive tilgang til teknologivalg. Vi er ikke bundet til specifikke teknologipartnere, hvilket har givet Dansk Industri frihed til at vælge de løsninger, der bedst opfylder deres behov, frem for at blive styret af kommercielle interesser.
Denne objektive sparring har hjulpet Dansk Industri med at træffe mere velovervejede beslutninger og undgå forudsigelige – eller standardløsninger, som ofte bliver valgt på baggrund af forudgående partnerskaber med teknologileverandører.
En succesfuld samarbejdsmodel
Dansk Industris samarbejde med os er et godt eksempel på, hvordan organisationer kan arbejde sammen med specialister for at skabe skræddersyede løsninger. Ved at kombinere vores tekniske ekspertise med Dansk Industris klare ambitioner og behov har projektet resulteret i et tydeligt proof of concept, der åbner muligheder for at optimere arbejdsgange nu og fremover.
For Dansk Industri har projektet frem for alt givet en dybere forståelse af, hvordan RAG-løsninger kan bruges til at understøtte organisationens bredere mål. ”Vi har fået langt større indsigt i, hvad det kræver,” afslutter Jan Schrøder Kristensen.