Søg
Close this search box.

Cybersikkerhed

Vi er repræsenteret i Cybersikkerhedsrådet

Gert Læssøe Mikkelsen fra vores Security Lab er nyt medlem af Cybersikkerhedsrådet: “Det er vigtigt, at cybersikkerhed får den samme prioritering, som vi har haft på at være først med digitaliseringen.”

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Det er både en styrke og en svaghed, da vi samtidig er mere udsatte for cyberangreb. Det er derfor, vi fremadrettet skal give cybersikkerhed samme fokus, som vi som samfund og fra danske virksomheders side har haft på digitalisering. 

Sådan lyder det fra Gert Læssøe Mikkelsen, der er et af de nye medlemmer i det nye Cybersikkerhedsråd, som regeringen har udpeget for perioden 2024-2027. Det nye råd har fået et bredere mandat, der skal højne den digitale sikkerhed på tværs af samfundet.

Rådet, der første gang blev etableret i 2019, skal rådgive regeringen og være med til at lægge strategier inden for cybersikkerhed, som kan sikre, at samfundet og danske virksomheder er godt rustet mod cyberangreb. 

“Det er fantastisk, at vi som GTS-institut er kommet med i rådet. Det er med til at cementere, at vi laver nogle vigtige og relevante ting,” lyder det fra Gert Læssøe Mikkelsen, der uddyber, at der er nok at tage fat på.

“Virksomhederne står overfor udfordringer omkring cyberkriminalitet, hvor man ser, at kriminelle forsøger at tjene penge ved at presse dem. Det er både små og store virksomheder, som bliver ramt. Og så er der hele situationen omkring Rusland, hvor der er en hybridkrig, som kan true kritiske sektorer og infrastruktur i Danmark.”

Et af de områder, hvor der er brug for, at vi som samfund styrker cybersikkerheden, er ved at prioritere de regulativer, som kommer fra EU. De skal på den ene side hjælpe virksomhederne, men på den anden side er de også en udfordring, fordi virksomhederne skal leve op til reglerne. 

“Danmark er jo et meget digitalt samfund, og der har vi nok været lidt for meget fokuseret på at komme først inden for digitalisering, men det virker som om, at vi på sikkerhedsfronten ikke har fokuseret nok på at komme først. Det betyder, at vi er mere udsatte. Det er derfor vigtigt, at vi sørger for at få tænkt sikkerheden ind. Det gælder både som virksomhed og som samfund.”

“Der er NIS 2-direktivet, som der er meget fokus på i øjeblikket, og som rammer mange virksomheder. Der er en udfordring i, at regeringen og Folketinget har været for sløve til at få direktivet implementeret i dansk lov. Den skulle egentlig gælde fra 1. oktober 2024 men er forsinket og udskudt til 1. januar 2025. Det er et eksempel på, at vi har for lidt fokus på at sætte sikkerhedsinitiativer i gang. På sigt kommer EU også med en masse omkring produktsikkerhed, som også skal implementeres herhjemme.”

Kort fortalt så har rådet til opgave at bidrage til arbejdet med den nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi og at styrke udviklingen af danskernes cyberkompetencer. En af rådets nye opgaver er at højne den digitale sikkerhed i erhvervslivet med fokus på SMV’er. 

Se de øvrige medlemmer og læs mere om Cybersikkerhedsrådet her

Del dette:

Formular indsendt!