Kom godt i gang
Innovation for SMV’er: Sådan udnytter I de nyeste teknologiske fremskridt
For mange SMV’er kan det opleves, som om at muligheden for at udnytte de nyeste teknologiske fremskridt er forbeholdt de store virksomheder. De store virksomheder har råd til at prøve teknologierne af, til at ansætte eksperter i teknologierne og sætte fokus på en innovativ udvikling. Ofte resulterer det i fremskridt – men de har haft råd til at fejle, hvis det skulle komme dertil.
Man kan sammenligne det med eksemplet inden for spilteori, hvor man forestiller sig et kasino, der giver 60% chance for gevinst. Det er gode odds, hvis man har mulighed for at spille gentagne gange, men hvis man kun har råd til ét spil, er der en væsentlig risiko for, at man mister alt, siger vores Principal Software Solutions Architect, PhD, Alexandre Alapetite.
På samme måde har mindre virksomheder sjældent råd til at sætte alle deres jetoner på én ny teknologi, som de ikke har erfaring med eller er helt sikre på vil give gevinst.
Demokratisering af teknologier
Men vi er i en tid, hvor der er sket en demokratisering af teknologierne! Teknologier, som før var forbeholdt de få, tager vi fat i og gør tilgængelige for flere – både ved at gøre dem billigere og nemmere at anvende. Det kan eksempelvis være ved at arbejde i udskiftelige enkeltdele eller ved at udvikle modeller, der let kan tilpasses forskellige virkeligheder. Ved at anvende de teknologier, vi kender, og som har virket hos større virksomheder, kan vi sørge for at navigere mindre virksomheder udenom hypen og hen til den teknologiske tilgang, der vil gøre netop dem mere konkurrencedygtige.
Nogle af de fremskridt, der nu er blevet mere tilgængelige for mindre virksomheder, er bl.a. datavaliderings-services, løsninger inden for grøn it, simuleret data og varslingssystemer.
Datavaliderings-services kan være et godt sted at starte, hvis man er begyndt at bruge data. Det er typisk et filter, der går jeres systemer igennem og tjekker kvaliteten af data, og hvordan data anvendes, så I får en vurdering af jeres databaserede projekter og bliver advaret, hvis noget stikker ud. Udviklingen inden for grøn it, som man kan se en bevægelse inden for på EU-niveau gennem initiativet ‘Right to Repair’, handler om, at vi skal udvikle elementer i vores løsninger, der kan repareres og skiftes ud. Det bør ikke være billigere at smide ud og købe nyt, end det er at reparere ens eksisterende.
Få et forspring på markedet
Søg mod nogle af de nyeste teknologier, der netop nu er blevet både billigere og bedre løsninger. Det er værd at tænke ind i sine forretningsgange i dag, hvis man vil fremtidssikre sig, og man kan som SMV med fordel søge rådgivning om relevante standarder og best practices på området. Med simuleret data kan man få beslutningsstøtte ved at lade data besvare sine ‘what if’-spørgsmål. Hvad hvis vi bruger to kraner i stedet for en, er det så en god investering, eksempelvis? Står man ofte med nogle valgmuligheder, så kan man ved hjælp af simuleringer træffe et klogere valg. Endelig kan man med varslingssystemer arbejde med forudset vedligehold (‘predictive maintenance’ på engelsk), altså sørge for at skifte dele ud eller fylde lagre op hverken for tidligt eller for sent, men netop når det er tid.
Det er langt fra en fuldstændig liste over de teknologier, man kan udnytte til at arbejde mere effektivt. Tidligere var også machine learning forbeholdt de få, men i dag har alle adgang til at udnytte fordelene med teknologierne bag kunstig intelligens. Mit råd er imidlertid, at man kan søge mod nogle af de nyeste teknologier, der netop nu er blevet både billigere og bedre at bruge som mindre virksomhed, hvis man vil have et forspring på markedet.
Alexandre er uddannet softwareingeniør og har en ph.d. i informatik med fokus på interaktionen mellem menneske og maskine, webteknologier og computersimulering. Hos os arbejder han som projektleder inden for IoT, hvor han fokuserer på cyberfysiske systemer og robotter. Du kan kontakte Alexandre på alexandre.alapetite@alexandra.dk.