Kunstig intelligens
Software bruger AI til at planlægge forsøg og optimere processer
Dataopsamling, maskinlæring og kunstig intelligens er på alles læber i de her år. Men det er ikke lige nemt at implementere teknologierne for danske SMV’er, fortæller vores Principal Cloud Architect, Jakob Langdal.
Et nyt værktøj, der går under navnet Brownie Bee, og som er udviklet af Novo Nordisk i samarbejde med Teknologisk Institut og os, skal hjælpe produktionsvirksomheder med at få værdi ud af deres data, uden at de skal forstå de komplicerede teknologier og matematikken bag.
Værktøjet er nemt at gå til og kan hjælpe med at optimere en næsten hvilken som helst proces. I projektet har en række virksomheder brugt det til optimering af overfladebehandling og bremseklodser samt til at forbedre medicin.
Brownie Bee er blandt andet blevet testet af virksomheden RadiSurf, der udvikler overfladebehandlinger, som gør det muligt at samle metal og plast uden brug af lim. Med Brownie Bee har de fået hjælp til at optimere den proces og har forlænget levetiden af deres coating med 140 procent.
Det har især overrasket RadiSurf, hvor hurtigt de kom frem til en konklusion. Førhen har de måske kørt systematiske studier med op til 100 forsøg for at nå en konklusion. Med Brownie Bee er de nået frem til en konklusion efter 20-30 forsøg. Med Brownie Bee udnytter de, at computeren tænker for dem, og den tænker samtidig mere kreativt. Det giver en nemmere og kortere proces.
Lovende potentiale
Den faglige kerne i værktøjet er udviklet af Novo Nordisk – og her har vi hjulpet med at gøre værktøjet lettilgængeligt. Det er netop der, at værdien ligger, fordi det betyder, virksomhederne kan bruge værktøjet, uden at de skal forstå teknologierne.
Softwaren i Brownie Bee kombinerer metoder til forsøgsplanlægning, herunder fx Design of Experiments, med moderne maskinlæring. Der ligger derfor velafprøvet matematik bag algoritmen, der allerede har bevist sit værd.
Potentialet for danske virksomheder er så lovende, at værktøjet over de næste tre år skal gøres endnu mere brugervenligt. Målet er at udbrede det til flere produktionsvirksomheder, som så kan styrke deres digitaliseringsgrad og konkurrenceevne.
Teknologisk Institut tester løbende Brownie Bee i en række udviklingsforløb med danske virksomheder, samtidig med at vi hele tiden optimerer brugerfladen.
Brownie Bee-projektet er støttet af Industriens Fond, og man kan læse mere om det her.