Digital bæredygtig omstilling

Sådan kan robuste, digitale infrastrukturer blive nøglen til grøn omstilling og konkurrencekraft

Danske virksomheder står over for øget pres fra bæredygtighedskrav, ressourceknaphed og ny EU-regulering. Robuste, digitale infrastrukturer – som data spaces, digitale tvillinger og cybersikkerhed – kan blive afgørende for at navigere i dette landskab.

Carsten Træholt, der er Alexandra Instituttets programleder for indsatsen ‘Robuste og bæredygtige digitale infrastrukturer’, som vi arbejder med de næste 3,5 år, kommer med et par bud på, hvordan digitale teknologier kan styrke danske virksomheders modstandskraft og bæredygtighed.

Hvilke udfordringer står danske virksomheder overfor inden for bæredygtighed, ressourceknaphed og øget regulering?
Virksomhederne står over for flere udfordringer inden for bæredygtighed, ressourceknaphed og øget regulering i dagens komplekse, digitale miljøer. Andre udfordringer er den stigende afhængighed af komplekse leverandører, og at EU er så afhængig af amerikanske it-infrastrukturer.

Med den øgede digitalisering er behovet for robusthed et nødvendigt fokus, som alle virksomheder bør tage alvorligt. Ikke kun på grund af de lovmæssige reguleringer fra EU inden for det digitale, men også fordi det giver rigtig meget mening og vil være et parameter, der er afgørende i forhold til virksomhedernes overlevelse på den lange bane.

Når man kigger på den grønne omstilling, så er det i høj grad datadrevne processer, der gør forskellen. Det kræver, at man har styr på sine data og kan dele dem sikkert og effektivt – og det kræver nye former for dataøkosystemer og robuste, digitale teknologier.

Hvilken rolle spiller data spaces og digitale tvillinger i udviklingen af værdiskabende dataøkosystemer?
Data spaces og digitale tvillinger spiller en helt central rolle i udviklingen af moderne dataøkosystemer. Det gælder især i en tid, hvor datadrevet innovation og bæredygtighed bliver centrale konkurrenceparametre.

Data spaces handler om at kunne dele data kontrolleret og tillidsbaseret mellem forskellige aktører og på tværs af sektorer uden at give afkald på ejerskab og sikkerhed. Det bygger på fælles standarder, som gør det muligt at skalere, samtidig med at man bevarer datasuverænitet.

Digitale tvillinger er modeller, der afspejler fysiske systemer ved hjælp af realtidsdata. Og når man kombinerer det med data spaces, så får man mulighed for at optimere processer på tværs af hele værdikæder til at understøtte prædiktiv beslutningstagning. Det sidste er nøglen til bæredygtig innovation og øget driftsoptimering.

Hvordan kan virksomheder sikre, at deres digitale produkter og AI-modeller lever op til EU’s krav til cybersikkerhed?
Det handler først og fremmest om at tænke cybersikkerhed ind fra starten og i hele produktets livscyklus. Det er også det, man kalder security by design, der betyder, at risikovurdering, trusselsmodellering og sikre udviklingsmetoder indarbejdes fra starten af produktudviklingen.

Med skærpede krav fra EU kræver det også, at man arbejder tværfagligt. Man skal behandle cybersikkerhed som et strategisk anliggende, der dækker både tekniske, organisatoriske og juridiske aspekter.

For AI-modeller gælder det yderligere, at output skal monitoreres for at sikre robusthed over for bias, fejl og potentielle sikkerhedshændelser. Og så skal man forberede sig på, at der kommer krav om certificering og dokumentation.

Men cybersikkerhed giver også en konkurrencefordel, der kan skabe mere tillid hos kunderne – og så kan det være med til at beskytte forretningskritiske data.

Hvordan kan ny teknologi som HPC og kvantecomputing hjælpe med bæredygtighed?
High Performance Computing – altså supercomputere – gør det muligt at simulere og optimere komplekse systemer i en skala, vi ikke kunne tidligere.

Det kan f.eks. anvendes til at simulere energisystemer, logistiknetværk, bygningsdesign eller produktionslinjer. Selv små forbedringer kan føre til store gevinster i sparet energi og færre ressourcer.

Kvantecomputing er stadig i sin spæde start, men den har potentiale til at løse optimeringsopgaver, som klassiske computere ikke kan klare effektivt. Det kan være alt fra udvikling af ny medicin, optimering af aktiehandel og logistik til udvikling af nye materialer og batterier. Her taler vi om teknologier, der på sigt kan revolutionere, hvordan vi tænker på ressourceudnyttelse og bæredygtighed.

Vil du høre mere om indsatsen, så tag fat i Carsten Træholt eller læs mere om indsatsen her

Del dette:

Formular indsendt!