Digital sundhed
Præventiv familieterapi som stepped care-forløb
Sammen med Center for Familieudvikling og Aarhus Universitet har vi udviklet voresparforhold.dk, der er den digitale rygrad i en indsats på området. I øjeblikket testes projektet i Gentofte, Syddjurs, Ikast-Brande og Mariagerfjord kommuner, hvor formålet er at kunne arbejde forebyggende med familiernes trivsel i stedet for først at gribe ind, når alvorlige hændelser er sket.
”Tit får man familieterapi, når børnene udviser bekymrende adfærd. Men det er meget få kommuner, hvor man tilbyder kvalificeret parterapi tidligere i processen, altså mere forebyggende. Det ønsker vi at lave om på,” understreger Mattias Stølen Due. Derfor uddanner Center for Familieudvikling og internationale forskere de fire kommunale samarbejdspartnere i en evidensbaseret metode, der spiller sammen med det digitale univers.
Digital hjælp og aftabuisering i hele Danmark
Forskere fra Aarhus Universitet – med Tea Trillingsgaard i spidsen – følger projektet tæt, og hvis de kan dokumentere en signifikant effekt, kan metoden rulles bredere ud. Men allerede nu er voresparforhold.dk et gratis tilbud til alle par i hele landet. Her kan man bl.a. få et gratis digitalt forløb med podcasts, tips og inspiration til at tackle problemer og styrke parforholdet sammen.
Med projektet håber Mattias Stølen Due også at kunne aftabuisere problemer i parforholdet og ændre måden, vi som samfund tænker familieliv på: ”I dag tænker mange, at de selv bør kunne klare den slags problemer,” siger han. Ved bl.a. at lægge flyers hos praktiserende læger og sundhedsplejersker og give info på Aula håber han at kunne vise, at knas i parforholdet ikke er skamfuldt, og at der er hjælp at hente.
”Det, at det er gratis og digitalt, har en klar styrke”, fortsætter han. Hans håb er, at langt flere vil arbejde med deres parforhold, hvis det gøres lettilgængeligt og harmløst.
Stepped care virker, viser udenlandske erfaringer
Erfaringer fra udlandet viser, at såkaldt stepped care inden for mental sundhed fungerer: I første omgang gøres en effektiv, men ikke specielt ressourcekrævende behandling lettilgængelig, så den rammer bredt; først derefter tilbydes de par, der virkelig har behov for det, intensive eller specialiserede ydelser. Stepped care-modellen er blevet brugt med succes inden for vold og depression i Australien og Storbritannien.
”Når vi hjælper flest muligt på en økonomisk bæredygtig måde, kan vi måske skalere metoden ud til langt flere kommuner og sidenhen til udlandet,” håber Mattias Stølen Due. ”Vi tror nemlig i al beskedenhed, at vi har udviklet noget ret potent.”