Søg
Close this search box.

Kunstig intelligens

Nye midler driver arbejdet med danske sprogmodeller yderligere fremad

Aftalepartierne bag forskningsreserven er blevet enige om at afsætte 10 millioner kroner til forskning og innovation i danske sprogmodeller baseret på generativ kunstig intelligens.

Dette sker i regi af Danish Foundation Models, der er et samarbejde mellem danske universiteter og os. Midlerne udmøntes af Uddannelses- og Forskningsministeriet til os på vegne af Danish Foundation Models. De 10 millioner kroner er til rådighed for 2025 og markerer starten på en længere forsknings- og innovationsindsats.

Jens Kaas Benner, leder af vores AI Lab, siger:

Det er virkelig godt nyt. Vi knokler dagligt med at indsamle danske data, så vi kan træne danske sprogmodeller. Det er en krævende opgave, men med de nye midler kan vi øge vores indsats, der i sidste ende vil gavne dansk erhvervsliv og den offentlige sektor.

Ifølge McKinseys rapport fra 2023 kan generativ AI skabe en økonomisk værdi på mellem 230 og 290 milliarder kroner i Danmark frem mod 2040, hvoraf halvdelen kan komme fra den offentlige sektor. Det samlede potentiale estimeres således til en vækst på omkring 10% af Danmarks BNP. Teknologien kontrolleres i dag primært af nogle få amerikanske tech-giganter, hvilket skaber strategiske udfordringer for Danmark, Norden og EU.

“Siden vi lancerede ‘Dansk Sprogmodel Konsortium’ i samarbejde med IBM og Dansk Erhverv har der været fuld damp på at træne sprogmodellerne. Udviklingen af grundmodellerne sker i regi af Danish Foundation Models, der er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Syddansk Universitet og os,” forklarer Jens Kaas Benner.

Massiv efterspørgsel fra danske virksomheder og offentlige organisationer
I Dansk Sprogmodel Konsortium samarbejder danske virksomheder om at støtte udviklingen af en fælles dansk sprogmodel, hvor medlemsvirksomhederne bidrager med data til træning af en dansk grundmodel.

“Vi er i dialog med mere end 100 organisationer, der søger om deltagelse, og vi har allerede engageret en bred vifte af offentlige og private virksomheder, herunder Aeven, DLA Piper, Lydmaskinen, 2021.ai, Bagger-Sørensen, Falck, FSR, JN Data, Makeable, Norlys, Ordbogen.com, Salling Group, SDC, TDC, Topdanmark, Visma Enterprise, cBrain, ATP, HOFOR, Kommunernes Landsforening, KOMBIT, Region Nordjylland, Odense Kommune, Aarhus Kommune og EdTech Denmark,” nævner Jens Kaas Benner.

Kontakt
For yderligere information kontakt Jens Kaas Benner på jens.benner@alexandra.dk eller  telefon 20 91 11 03.

Del dette:

Formular indsendt!