Hvordan sikrer vi, at nye bygninger eller ny teknologi ikke blot opfylder tekniske specifikationer, men skaber reel værdi for mennesker og organisationer?
For Mia Kruse Rasmussen, der er antropolog og specialist i brugerinddragelse og social værdiskabelse hos Alexandra Instituttet, starter svaret altid med en grundlæggende forståelse af menneskers hverdagsliv.
“Det kræver, at man forholder sig kvalificeret og systematisk til den kontekst, man designer til,” fortæller Mia, der i mere end et årti har arbejdet i krydsfeltet mellem teknologi, arkitektur og antropologi – med særligt fokus på samspillet mellem design og hverdagspraksis.
En bred projektportefølje med mennesket i centrum
Hendes projektportefølje spænder bredt. Den tæller blandt andet EU-projekter om bæredygtige Smart Cities med fokus på affaldshåndtering, mobilitet, vand og energiforbrug.
Den spænder også over kvalitative studier af indeklima i private hjem, kortlægning af arbejdsopfattelse og arbejdspraksis i en række private virksomheder og offentlige institutioner (bl.a. Arla og Aarhus Universitet) samt evaluering af skolebyggeri i Oslo og Aarhus – med særligt fokus på samspillet mellem bygning og undervisnings- og hverdagspraksis.
Fra indsigt i praksis til konkrete anbefalinger
Fællesnævneren er en metodisk og praksisnær tilgang til brugerinddragelse, hvor metoder som observationer, interviews og co-creation bruges til at oversætte indsigt i hverdagspraksis til anbefalinger, design og processer.
I 2024 afsluttede hun en erhvervs-ph.d. med titlen: Social Commissioning – en relationel tilgang til social værdiskabelse i det byggede miljø, som hun lavede i samarbejde med AART. Projektet udsprang af en undren over, at der ofte mangler processer og aktiviteter til at understøtte den sociale værdiskabelse i byggerier, forklarer hun:
“Byggeprojekter har ofte visioner om at skabe positive forandringer som for eksempel fællesskab. Men de visioner indfries ikke nødvendigvis i praksis, når byggeriet tages i brug. Der er måske bygget et flot nyt fælleshus – men ingen bruger det. Så hvordan hjælper vi det arbejde bedre på vej? Hvordan understøtter vi, at intentionerne faktisk indfries i praksis? Det var noget af det, vi undersøgte.”
Et hovedbidrag fra ph.d.-projektet er at vise, hvor vigtig en løbende inddragelse er – både for at kvalificere designet og for at sikre forankring og forandring i praksis.
“Bygninger i sig selv skaber ikke social værdi. Vi kan være rigtig dygtige til at formulere visioner i de indledende faser og lave flotte projekter, men hvis vi ikke formår at få forankret værdierne hos brugerne, så er alt det gode arbejde på en måde ligegyldigt. Vi er nødt til at introducere nogle værktøjer og processer, der inddrager brugerne bedre, så alt det indledende arbejde ikke går tabt,” forklarer hun.
Tilbage hos Alexandra – med fokus på virkelige behov
Siden marts 2025 har Mia været tilbage hos Alexandra Instituttet, hvor hun igen arbejder med at sikre, at teknologi og design tager afsæt i virkelige menneskers behov – og ikke mindst fortsat fungerer, når projekterne er afsluttet.
“Hvis vi skal skabe mest mulig værdi med den teknologi, vi udvikler, så kræver det en dyb forståelse af de organisationer, fællesskaber og mennesker, vi designer det til – og med. Det er altid en stor forandringsproces, når vi introducerer ny teknologi. Og den forandring kommer ikke af sig selv.”
Teknologi kræver mere end godt design
Det handler ikke bare om at stille nogle spørgsmål til brugerne. Det kræver en bredere forståelse af praksis, fordi netop den viden er afgørende for, hvordan teknologien fungerer i anvendelse.
“Vi er nødt til at tænke langt mere i vedvarende processer og værktøjer, der understøtter brugernes rolle – ikke kun i udviklingen, men også i driften og videreudviklingen af løsninger. Mange har måske den opfattelse, at hvis teknologien er designet godt og intuitivt nok, så vil brugerne nærmest automatisk få værdi ud af den. Men der er mange ting omkring ny teknologi, som ikke handler om design, der også skal være på plads. Det handler om mennesker, organisering og den arbejdspraksis eller ekspertise, der er nødvendig, for at vi som mennesker får værdi ud af teknologien.”
Ⓒ 2025 - Alexandra Instituttet A/S
CVR nr. 24 21 33 66