Søg
Close this search box.

Vulnerability Disclosure program

Få brugerne til at melde fejl til jer, ikke til medierne

”Et Vulnerability Disclosure Program er en proces for, hvad man skal gøre, når folk finder fejl i éns produkt og siger: ’I har et problem; det skal I gøre noget ved’. Det handler om at gøre det let at indrapportere fejl på en hensigtsmæssig måde, så man kan gøre noget ved det, og det ikke er alle, der får det at vide,” forklarer vores Senior Security Architect Michael Stausholm.

”Hvis man for eksempel opdager en fejl, der betyder, at man kan få gratis adgang til en streamingtjeneste, så kan man udnytte det selv eller sælge den viden til andre,” pointerer Michael. ”Eller man kan gøre producenten en tjeneste ved at melde det, så de kan tage det seriøst og gøre produktet bedre.”

Fra venlige fejlmeldinger til trusler om offentliggørelse
Det er ikke unormalt, at sikkerhedsforskere gør producenter opmærksom på alvorlige fejl ved sikkerhedsfeatures med besked om, at de ville offentliggøre en artikel om problemet, hvis det ikke var løst inden for to måneder, fortæller Michael.

”Hvis man som bruger finder en fejl og sender en mail til producenten, vil man gerne tages alvorligt. Får man ikke svar, kan man måske finde på at melde fejlen til Datatilsynet eller Version 2 eller TV2 Nyhederne eller bare poste det på Pinterest,” siger Michael. Det er det, virksomhederne kan undgå ved at være på forkant.

VDP light: Gør det let at melde fejl
”Mange virksomheder arbejder ikke med sikkerhed på et niveau, hvor de synes, det er relevant for dem at tænke på vulnerability disclosure endnu,” fortæller han. ”De synes hellere, de skal lukke hullerne. Og det er jo ironisk, fordi en god procedure netop kunne hjælpe med at finde og lukke hullerne.”

”Det kan være helt simpelt, for eksempel at sætte en mailadresse op på nettet, så fejlene bliver meldt direkte til én, der ved noget om det og tager hånd om det, så det ikke skal igennem support først.”

VDP business class: Beløn fejlfinderne
Andre organisationer arbejder med belønningssystemer, så dem, der finder og indrapporterer fejl, f.eks. får 5.000 kroner, fortæller Michael. ”Så er folk motiverede for at gøre det i stedet for at sælge deres viden på det sorte marked. Der findes endda hjemmesider, der lister alle firmaers belønning. Ofte er størrelsen på belønningen afhængig af, hvor slem fejlen er.”

“Når man som virksomhed har nået et vist modenhedsniveau, regner man ikke med, at folk finder noget. Men det er jo også en form for reklame for éns produkt, hvis man kan sige, at vores produkt er så sikkert, at vi gerne giver 100.000 kroner til dén, der kan finde en fejl. Så er brugerne jo også motiverede for at finde og melde fejl,” afslutter Michael.

Kom i gang med denne guide
I denne guide får du gode råd til at iværksætte et Vulnerability Disclosure Program. Det viser, at du tager sikkerheden alvorligt – og det giver dig en konkurrencefordel!

Del dette:

Formular indsendt!