The Alexandra Institute // Aktuelt // Nyheder // 2020 // Nye specifikationer skal gøre kunstig intelligens tryg og sikker

Nye specifikationer skal gøre kunstig intelligens tryg og sikker

Artikel

07-04-2020

Nye specifikationer skal gøre kunstig intelligens tryg og sikker

Dansk Standard har udgivet to danske specifikationer om kunstig intelligens, der kan bestilles gratis på Dansk Standards webshop. Vi har været med til at skrive specifikationen om gennemsigtig kunstig intelligens.

De to nye specifikationer skal gøre det lettere for virksomheder og myndigheder at arbejde med kunstig intelligens og samtidig hjælpe med at gøre teknologien tryg og sikker at anvende. Det er Anders Kofod-Petersen, direktør Kbh. i Alexandra Instituttet, der har været skribent på den første specifikation: DS/PAS 2500-1: 2020, Kunstig intelligens – Del 1: Gennemsigtighed. Den henvender sig til udviklere og projektledere, der arbejder med kunstig intelligens på tværs af brancher. Anders Kofod-Petersen forklarer:

Specifikationen bliver en hjælp til dem, der udvikler kunstig intelligens, og dem, der skal købe løsninger baseret på kunstig intelligens. For hvis vi skal komme videre med anvendelsen, så skal vi være enige om, hvad vi forventer af løsningerne. Der er mange, der taler om kunstig intelligens med meget forskellige forudsætninger, men med specifikationen trækker vi det ned på et håndgribeligt niveau. Og gennemsigtighed er forudsætningen for, at vi kan begynde at tale om, hvad vi forventer af den kunstige intelligens.

Ulig klassisk software, der gør det samme gang efter gang, så kan kunstig intelligens blive ved med at lære og derfor udvikle sig. Hvis ikke vi arbejder med gennemsigtighed i vores kunstige intelligens, så vi kan kigge ned i maskinrummet, så kommer vi til at mangle forudsætningen for at forstå og forklare de teknologiske løsninger, når der er behov for det. Specifikationen er første skridt i retningen af at konkretisere, hvordan vi sørger for gennemsigtighed i forbindelse med kunstig intelligens.

Den anden specifikation har titlen DS/PAS 2500-1: 2020, Kunstig intelligens – Del 2: Beslutningsstøttende anvendelse i offentlig sagsbehandling. Den har fokus på at sikre relevante overvejelser i brugen af kunstig intelligens i offentlig sagsbehandling. Professor på Datalogisk Institut ved Københavns Universitet, Thomas Hildebrandt har været pennefører på denne specifikation.
 
Desuden har en lang række danske eksperter fra myndigheder, virksomheder og forskningsinstitutioner været med til at udvikle de to nye specifikationer, der er opbygget som let tilgængelige checklister med anbefalinger, information og gode råd.

Tak for samarbejdet!
 
Specifikationerne kan bestilles på Dansk Standards hjemmeside.

Director Cph
Head of Data Science and Engineering Lab
Management
+45 41 15 12 48
Njalsgade 76, 2300 København S
.