Alexandra Instituttet A/S // Aktuelt // Nyheder // Nyheder 2017 // Ny røntgenteknologi optimerer sikkerhedskontrollen i lufthavnen

Ny røntgenteknologi optimerer sikkerhedskontrollen i lufthavnen

Artikel

11-10-2017

Ny røntgenteknologi optimerer sikkerhedskontrollen i lufthavnen

Et nyt koncept inden for sikkerhedstjek skal gøre turen gennem security i lufthavnen mindre stressende, men samtidig hurtigere, sikrere og mere effektiv. Alexandra Instituttet har været en del af softwareudviklingen bag projektet.

3D-rekonstruktion af bagagen

Det nye system består af en ny sikkerhedsscanner og en intelligent trolley, der kan føres automatisk gennem lufthavnens sikkerhedskontrol. Teknologien indeholder nye scannere og nyudviklede røntgenfarvekameraer, der i kombination med matematiske metoder genererer 3D-modeller af bagagen.

Alexandra Instituttets Visual Computing Lab har implementeret de matematiske metoder til 3D-rekonstruktionen af bagagen. I metoden optages mange todimensionelle projektioner af en trolley ved hjælp af røntgenfotograferinger. Projektionerne bliver derefter processeret i en computer for at rekonstruere trolleyen og dens indhold til en virtuel 3D-repræsentation. Thomas Kim Kjeldsen, der er Senior Computer Graphics Engineer i Visual Computing Lab ved Alexandra Instituttet, udtaler:

Ved at udnytte massiv parallelisering på GPU’er og multikerne CPU med vektorinstruktioner har vi kunnet accelerere beregningstiden, så bagagen kan rekonstrueres i 3D i samme hastighed, som trolleyen føres igennem scanneren.

Den hurtige 3D-rekonstruktion gør, at lufthavnspersonalet hurtigt kan få et overblik af bagagen. Samtidig spares der tid, da bagagen kan forblive på trolleyen igennem hele processen. Sikkerhedsscanneren bliver desuden ikke forstyrret af elektronisk udstyr, så passageren kan lade både laptop og mobiltelefon forblive i tasken.

Røntgenteknologien skaber desuden en kontrast mellem de forskellige materialer og kan kende forskel på væsker som eksempelvis vand, alkohol og acetone, hvilket betyder, at lufthavnspersonalet kan se direkte på 3D-rekonstruktionen, om bagagen indeholder farlige væsker.

En gevinst for alle

Ifølge ACI (Airport Council International) er sikkerhedskontrollen lufthavnens største driftsomkostning, hvilket skyldes en opstramning af reglerne inden for lufthavnssikkerhed. Med det nye koncept, hovedsageligt udviklet af virksomheden Exruptive, er det muligt at nedsætte driftsomkostninger, formindske arbejdspresset, øge sikkerheden og skabe en bedre oplevelse for de mange flypassagerer.

Den nye sikkerhedsscanner og trolley bliver på nuværende tidspunkt testet i Vojens Lufthavn, og testene viser, at antagelserne omkring en både hurtigere og mindre stressende proces holder vand. Jakob Schmidt, CEO i Exruptive, udtaler til DTU, at han forventer, at systemet vil blive taget i anvendelse i en lufthavn inden for de næste par år, hvilket kan forøge gennemløbsmængden i sikkerhedskontrollen fra 150 til 600 passagerer i timen.

 

Senior Computer Graphics Engineer
+45 51 44 65 87
Åbogade 34, 8200 Aarhus N
Nygaard bygningen, 3. etage lokale 305

Fakta

Konceptet er udviklet af den danske virksomhed Exruptive i samarbejde med bl.a. Cph Inventures, Emeratech, Falck, InnospeXion, Triagonal, DTU, The LINX og Alexandra Instituttet og er støttet af bl.a. Innovationsfonden.

.