Alexandra Instituttet A/S // Aktuelt // Nyheder // Nyheder 2017 // Hils den digitale tvilling velkommen

Hils den digitale tvilling velkommen

Artikel

27-06-2017

Hils den digitale tvilling velkommen

Forestil dig at samle et IKEA-køkken helt uden skænderi, fordi elementernes digitale model præcist fortæller, hvilke skruer du skal sætte i næste gang. Eller at din bil, båd eller dit hus har en præcis digital model, der kan fortælle, hvilken del, der trænger til en fysisk justering eller vedligehold. En sådan levende digital model af fysiske produkter kaldes typisk for en ‘digital tvilling’.

Den er grundlæggende et digitalt spejlbillede af et fysisk produkt, der fungerer ved, at sensorer og andet elektronik i produkterne via internettet sender data til skyen, hvor data kobles til en 3D-model af produktet. Med en visuel spejling af den digitale model bliver det dermed meget let at holde øje med status på vores smarte ting i realtid og betjene dem direkte f.eks. via Augmented Reality på en App eller briller som HoloLens, hvis man ønsker at se lufttryk på bilens enkelte dæk eller el-forbrug i hvert rum i en bygning.

Blandt de 10 vigtigste strategiske teknologitrends

Ud over at sikre husfreden, når man samler IKEA-køkkenet, så rummer perspektivet et stort potentiale inden for industrien. Via digitale tvillinger er det lettere at monitorere og styre både produktionsanlæggene og de producerede smarte produkter. Gartner kalder teknologien for en af de 10 vigtigste strategiske trends i 2017, og den vinder indpas i takt med at Internet of Things (IoT) bliver mere og mere udbredt.

Og hvorfor giver det så mening? Jo, fordi i stedet for at kigge på den digitale information om produktet som en masse tabeller og grafer, så ser du typisk den digitale tvilling model i 3D med data vist i den kontekst, der svarer til konteksten på det fysiske produkt. Så man kobler CAD-model og IoT data sammen. Du kan se dit produkts performance lige nu, og hvordan det er koblet til andre komponenter og produkter. Du kan få sendt advarsler inden det er for sent. Det kan være live data f.eks. fra en vindmølles generator, vinger og performance lige nu, som du kan inspicere direkte på den digitale model, du har af vindmøllen.

Den kobling giver nye muligheder inden for monitorering og styring af smarte produkter, fordi man kan arbejde med et interface, der mapper digital information om produktet præcist med produktet. Den mapping gør det kort sagt nemmere for os at forstå de data, vi samler ind fra vores smarte produkter, fordi informationen fra dem ikke bare er en lind strøm af grønne tal på en skærm fra en database.

Software som beslutningsstøtte

For at data skal have denne værdi er tid og sted afgørende for alt omkring opsamling af data. Altså, hvornår er der målt data på produktet, og hvor er de målt på produktet. Producerer du eksempelvis biler til hele verden, er der forskel på, hvordan de performer, afhængig af om de kører tæt på polarcirklen eller på ækvator. Men hvis de bliver smarte og kommer på nettet, kan de sende data retur om kontekst og tilstand. Dermed kan man analysere produkters performance i forskellige miljøer ved at sammenholde data fra digitale tvillinger koblet til de fysiske produkter i miljøet.

En smart bil forventes at sende 25 GB data i timen til sin digitale tvilling om bilens tilstand og omgivelserne. Det betyder f.eks., at man kan lave energibesparende styring af aircondition til el-biler ved at analysere data fra bilens indeklima, aircondition performance og bilens position. Styringssoftwaren i bilens digitale tvilling kan løbende tilpasses baseret på analyser af den indkomne data.

Det åbner også op for prædiktiv styring og vedligehold. Eksempelvis af vindmøller. Hvis man én gang har erfaret, at vingerne på en mølle sender bemærkelsesværdige data ved bestemte omdrejningstal i en bestemt vindretning, så er man interesseret i at justere møllens digitale tvilling til prædiktivt at geare ned fremtidigt, når kritisk vindretning måles.

En digital tvilling giver også muligheder inden for facility management af bygninger. Det har man arbejdet med på Grundfos Kollegiet i Aarhus, der er udstyret med omkring 1800 sensorer. Her fortæller bygningens digitale tvilling noget om bygningens aktuelle indeklimatilstand, energi og vandforbrug i de enkelte enheder. I stedet for at aflæse tabeller i en database og få en række tal og grafer retur på en skærm, kan man forholde sig til data direkte på den digitale 3D-model af bygningen, der netop er en forståelig kopi af den fysiske bygning.

Åbner op for nye teknologier

Thyssen Group, der arbejder med elevatorer, benytter i dag digital tvilling perspektivet, når de skal servicere en elevator. I stedet for at tage ud og kigge på den, kan de hjemmefra tjekke konfigurationen, display, styring og få at vide, hvor meget den har kørt op og ned. I dag kommer de data op på en skærm, men fremover er det planen, at man kan bruge en Virtual Reality brille på kontoret til at inspicere den digitale tvilling i 3D. Når servicemontøren tager ud på stedet for at servicere elevatoren, kan montøren hente den digitale tvilling frem i en Augmented Reality brille og se den digitale tvilling og live data som et lag oven på den fysiske tvilling.

Perspektiverne i at arbejde med en digital tvilling model er nemlig, at der kan tilbydes nye intuitive brugergrænseflader i form af Augmented Reality og Virtual Reality, som kan give lettere analyse og betjening af komplicerede tekniske installationer. Data om produkterne kan dermed vises både i den digitale og i den fysiske verden, ligesom der kan tilbydes digital betjening af produkter og installationer, der slet ikke har synlige betjeningsknapper og displays. Det giver rigtig god mening, fordi så kan man relatere data præcist til dér, hvor de kommer fra via et digitalt lag oven på.

Så hils den digitale tvilling velkommen! Mange af os har sikket allerede selv en digital tvilling, baseret på de data vi sender i skyen via activity trackers, smartphones og opdateringer på sociale medier. Så vi risikerer måske også selv i fremtiden at opleve, at vores digitale tvilling foreslår, når det er tid til servicetjek af dele af vores liv.

Skal digitalisering også styrke din forretning?
Kontakt os for en uforpligtende snak.
Kontakt
Head of Interactive Spaces Lab, Professor, PhD
+45 21 49 56 34
Profilbillede af Kaj Grønbæk Se profil
.