Alexandra Instituttet A/S // Aktuelt // Nyheder // Nyheder 2016 // Ny musikplatform gør det nemt at lege, øve og remixe originalnumrene

Ny musikplatform gør det nemt at lege, øve og remixe originalnumrene

Artikel

09-11-2016

Ny musikplatform gør det nemt at lege, øve og remixe originalnumrene

Den danske opstartsvirksomhed ReelTrak har lanceret ny app, der i princippet fungerer som en musikbutik, hvor brugeren får adgang til multisporsfiler. Det skaber helt nye muligheder for selv at forme musikken. Alexandra Instituttet har hjulpet med design og udvikling af koden i mobil-appen.

Begrebet hedder STEMS og gør det muligt at isolere hver enkelt instrument i musikken. Det betyder, at man på det enkelte nummer kan vælge at lytte alene til kunstnerens sangstemme eller henholdsvis bas, guitar, violin, trompet, trommer osv. og på den måde kombinere musiknumrene efter behag.
 

Henvender sig til bred målgruppe

Det skaber helt nye kreative muligheder for både undervisere, DJ’s, reklamefolk og musikere, forklarer Michael Kratz fra ReelTrak. Han er en af stifterne af virksomheden, der også består af to Aarhus-erhvervsfolk, Søren Ankerstjerne og Niels Peter Holm.

“Man kan bruge STEMS til mange ting. Hvis man fx er musikunderviser, kan man lade børnene lytte til basen alene, og når de har lært det, så kan man mute, og spille sammen med resten af sangen. Den er også oplagt for DJ’s, der remixer eller produktionsselskaber, der laver tv-reklamer og kun skal bruge en del af musikken. Youtubere er også oplagte, da de ofte bruger underlægningsmusik,” fortæller Michael Kratz.

Se her, hvordan STEMS kan bruges i musikundervisningen
 

Musikalske legoklodser

Ideen til at sælge STEMS opstod primært, fordi Michael Kratz selv har været musiker i mange år. Han har selv udgivet flere plader men har også været fast trommeslager i bl.a. Birthe Kjærs orkester og i Kandis. Men han fandt ud af, at man som musiker tjener mindre og mindre på musikken.

“Streamingtjenesterne har nærmest taget over og har slået mange pladeforretninger ihjel. Folk er blevet vant til ikke at betale noget for musikken. Og når jeg eller mine kolleger har været ude at spille, har vi brugt meget tid på sammensætte backtracks. Med de her musikalske legoklodser kan man selv eksperimentere med, hvad der lyder godt sammen”, forklarer han.
 

Hjælp til udvikling af mobil app

Da ReelTrak henvendte sig til Alexandra Instituttet, var de i gang med at lave en app til Apple IOS og bygge deres backend, men de havde brug for hjælp til at bygge en mobil app. Ved hjælp af InnoBooster-ordningen har Alexandra Instituttet hjulpet med at designe app’en og design af systemet bag.

“Vi skulle først og fremmest bruge en ressource, der kunne indgå i vores team. Vi havde brug for noget erfaring, der havde noget større højde, end vi selv har. Her har Alexandra Instituttet hjulpet med at styre processen omkring udviklingen og leveret en masse kode. Det er ikke trivielt at køre sådan noget på en mobil enhed, da der er mange filer, der skal streames samtidigt,” forklarer Michael Kratz.

De har netop lanceret platformen i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland og England, og næste skridt er at lancere i resten af Europa og USA, og derfor er de igang med at lave rettighedsaftaler med udenlandske pladeselskaber.

“Multisporsfilerne findes ikke, og derfor ligger der er et større arbejde i at lave de her filer. Hvis man gerne vil udgive en Gasolin-plade, så skal man helt tilbage og finde de originale spolebånd og få dem mixet om. Der er ikke nogle pladeselskaber, der har lavet STEMS før, og derfor er vi ret unikke på markedet. Vores strategi er, at nu øver vi os i Danmark, og så lancerer vi formentlig i det nye år i Europa,” forklarer han.
 

Fakta om STEMS

STEMS er betegnelsen for en rolleopdelt fil, hvor hver enkelt instrument i musikken kan isoleres. ReelTrak-appen er tilgængelig på computerplatforme som Apple OSX og iOS. En sang delt op i STEMS koster normalt fra 16 kr.

ReelTrak har fast base i Silkeborg og derudover kontor i København. Samlet har de 10-12 ansatte.

Head of Interactive Spaces Lab
Principal Mobile Systems Architect, PhD
+45 40 19 45 38
Åbogade 34, 8200 Aarhus N
Hopper bygningen, 2. etage lokale 234
.