The Alexandra Institute // Aktuelt // Nyheder // Nyheder 2014 // 3 simple iagttagelser gav klare konkurrencefordele

3 simple iagttagelser gav klare konkurrencefordele

Artikel

27-08-2014

3 simple iagttagelser gav klare konkurrencefordele

Det kræver mod at få en observatør til at vurdere ens nyudviklede it-løsning i brug hos kunderne. Mobilize Me, der udvikler it-løsninger til at understøtte ADHD, tog alligevel skridtet. Observationerne af kundernes brug medførte essentielle rettelser, der både kastede forbedringer og et helt nyt produkt af sig.

- Man er vel altid lidt nervøs, når man udstiller sit produkt og lader nogle observere ens kunder. Men helt ærligt. Anne Bøgh Fangel fra Alexandra Instituttet løste opgaven meget professionelt, og jeg følte, at mine kunder var i gode hænder. Hun har støttet dem hele vejen, og hun har ikke nedgjort mit produkt, selvom hun fandt nogle fejl og mangler. Derimod har hendes findings nu givet mig et langt bedre produkt, forklarer René Brøndberg-Bras.

Tre vigtige resultater
Baggrunden for Mobilize Me opstod, fordi René Brøndberg-Bras manglede et godt produkt til at hjælpe sin søn med autisme til at strukturere hans hverdag. René kendte hverdagens udfordringer, så han udviklede en første version af produktet Mobilize Me og stiftede virksomheden af samme navn. Da produktet skulle bruges hos kunderne Heimdal og Langagerskolen i Aarhus Kommune, kontaktede René Brøndberg-Bras Anne Bøgh Fangel, for at hun kunne observere systemet i brug.

_

- Samarbejdet med Anne Bøgh har leveret tre vigtige resultater, der i dag gør, at vores produkt skiller sig ud fra alle konkurrenter. Det var ikke sket uden hendes observationer, forklarer René. Han har udviklet Mobilize Me, der støtter unge mennesker med kognitive handicaps som f.eks. ADHD, autisme, retardering, demens og hjerneskade.

Hverdagen i bidder
Kort fortalt hjælper Mobilize Me med at bryde hverdagen ned i små steps understøttet af billeder. Ifølge René Brøndberg-Bras er der blandt institutioner og forældre stor efterspørgsel efter it-løsninger, der gør børn og unge trygge og rolige, så de får overskud til at modtage læring i skolen.
Men forskellige børn i forskellige aldre har ikke brug for samme indhold, interaktion eller støtte – de er alle forskellige. Det var en af de ting, Anne Bøghs observationer bibragte.

- ADHD-børn er jo ikke dumme. Men de har brug for struktur. Problemet var, at it-løsningerne ikke kunne tilpasses til hver enkelt elev eller borger. Systemer skal understøtte forskellighed. Vi havde ikke vurderet, det var en showstopper, hvis ikke vi havde haft Anne. Det har faktisk resulteret i et helt nyt produkt PlaNet, der har været en kæmpe succes hos institutionen ”TurBo”, også i Aarhus Kommune, siger han.

Pointen var, at vi skulle motivere børn og unge til at synes om systemet ved, at det kunne tilpasses ind i præcis deres virkelighed, de ser sig selv i. Ellers er it-løsningen ikke bedre end den gamle hverdag med de laminerede ark med piktogrammer. Med andre ord skulle ressourcepersonerne kunne putte deres faglighed ind i værktøjet til at lave en effektiv indsats og støtte til børnene.

It-løsning skal afspejle virkelighed
En anden vigtig pointe, der kom ud af Anne Bøghs observationer, var at intet man planlægger helt bliver, som man havde forestillet sig, og at tiden dermed kun sjældent holder.

_

Intet starter til tiden, og det giver sig selv når man tænker over det. Hvornår rejser man sig fra sengen i dét sekund, vækkeuret ringer? Aldrig! Dette er en kæmpe udfordring for et system at understøtte, og det har taget René og hans team af programmører tid at løse problemet! Resultatet er, at Mobilize Me nu effektivt kan indstilles til at vente på, at barnet eller borgeren er klar, og i stedet for at skynde på er fokus i stedet at støtte til at tingene lykkes. Dette giver tryghed og ro.

Brugervenlig søgning
Anne Bøgh iagttog også, at Langagerskolens lærere havde svært ved at finde de billeder, der skal bygge skemaet op.

- Jeg havde samlet 7500 piktogrammer i mit system. Problemet var åbenbart, at man ikke kunne søge ordentligt i dem, fordi de havde skøre filnavne. Anne gav eksempler på, at lærerne brugte 45 min. på at lede efter billede, forklarer René Brøndberg-Bras.

Det giver modstand mod systemet, der ender på Google. I dag er søgning i filer og på Google en integreret del. Det er der heller ingen andre danske systemer der understøtter.

- Det virker jo banalt, men for at kunne løse det, skal man først vide, at det er et issue, siger han.

Professionel sparring
Selvom det var med en vis skepsis, René Brøndberg-Bras sendte Mobilize Me til review blandt kunder og etnografer ville han ikke være foruden.

- Du skal være klar til at tage mod de tørre tæsk, som observationerne nødvendigvis må føre med sig. Men havde jeg ikke gjort det, havde jeg lavet præcis de samme fejl som mine konkurrenter. Annes observationer har været helt uundværlige og har givet mit produkt klare konkurrencefordele samtidig med at det passer langt bedre til brugerne, forklarer René Brøndberg-Bras.

Bag Mobilize Me

René Brøndberg-Bras, der både er forælder og systemudvikler, fik ideen til produktet Mobilize Me for 3 år siden. Han ledte uden held efter et godt produkt til at strukturere hverdagen for sin søn, der har autisme. Midlerne var stigmatiserende laminerede piktogrammer, som hans søn havde brug for til at strukturere hverdagen og undgå stress, men ikke brugte. De var pinlige. Til et seminar blev han præsenteret for interessante forskningsresultater, men manglede stadig produktet. Ideen var født og dannede grobund for firmaet Mobilize Me. Et halvt år efter stod en prototype klar. Systemet er nu i brug i 70 institutioner, og de oplever stor efterspørgsel fra institutioner, der mangler systemer til at understøtte deres faglighed.

Mobilize Me fandt støtte til samarbejdet med Alexandra Instituttet gennem Videnkupon-ordningen.

Manager – Technologies in Practice
Principal Organisation Analyst
+45 22 25 53 22
Åbogade 34, 8200 Aarhus N
Hopper bygningen, 3. etage lokale 332
.