Alexandra Instituttet A/S // Aktuelt // Nyheder // Nyheder 2013 // Alternativt byrumsinventar skaber liv i Horsens midtby

Alternativt byrumsinventar skaber liv i Horsens midtby

Artikel

18-06-2013

Alternativt byrumsinventar skaber liv i Horsens midtby

Horsens Kommune går nu aktivt ind i kampen om at skabe en moderne, velfungerende og dynamisk oplevelsesby. Længe har de haft et ønske om at bevare aktivitetsniveauet i byen efter butikkernes lukketid. Derfor har kommunen allieret sig med en innovativ og stærk samarbejdspartner: Alexandra Instituttets Interactive Spaces Lab.

- Vi er i fuld gang med at få en midtby fyldt med nye oplevelser og aktiviteter – og jeg glæder mig over, at projekterne pibler frem i disse uger, udtaler Horsens' borgmester Peter Sørensen (S).

Som i mange andre byer slås Horsens med en øde bymidte efter butikkernes lukketid. Når borgerne smutter, efterlader de store områder tomme og øde. Men det skal en alternativ byrumsinstallation, udviklet af Interactive Spaces Lab, nu lave om på.

Den nye byrumsinstallation får adresse på Torvet. Den skal med lyd, lys og interaktion opfordre til en anden form for varierende ophold og være indbydende til socialt møde mellem borgerne.

- Det har været vigtigt at skabe en byrumsinstallation, som er mere legende, kan bruges af mange forskellige målgrupper og samtidigt er nem og let at bruge, forklarer Liselott Stenfeldt, der er interaktionsdesigner og arkitekt ved Interactive Spaces Lab.

Byrumsarkitektur vækker nysgerrighed og skaber tryghed
Interaktive omgivelser kan være med til at skabe unikke og levende områder, som borgere opfordres til at besøge. De forskellige lyde i installationen bidrager til en anderledes atmosfære og stemning, som vækker nysgerrighed og undren. Det lys som den nye installation afgiver drager borgerne, når mørket falder på. Et element, der ligeledes er med til at gøre pladsen tryggere og mere indbydende.

- For os er det helt centralt, at integrationen af it i omgivelserne skal foregå på brugernes præmisser. Derfor er eksperimenter med softwareprototyper og rumlige installationer centrale arbejdsmetoder for os i Interactive Spaces, hvor teknologien udvikles med aktiv brugerdeltagelse, forklarer Liselott Stenfeldt.

_

- I et byrum, der spænder fra byens ældste bygning (kirken) til diskoteker og barer i den modsatte ende, har vi lyd- og lysmæssigt forsøgt at skabe et mere poetisk og drømmende udtryk, der kan give en unik oplevelse til de mange forskellige folk, der gør ophold på pladsen og fungerer som et interessant pusterum, udtaler lyd- og lysdesigner Rune Wehner.

En dynamisk skov i samspil med byrum
- Gyngerne har hver sin lyd og variabelt lys, så det bliver rigtig sjovt at se og høre gyngerne i funktion, siger borgmester Peter Sørensen.

Der er interaktionsmæssigt mange referencer til det tidligere projekt SwingScape, som Interactive Spaces tidligere har udviklet til Roskilde Festival. Formmæssigt og materialemæssigt går den nye installation imidlertid i en ny retning, der kontekstmæssigt skal spille mere sammen med det specifikke byrum i Horsens. De vertikale søjler med varierende længder er placeret i et areal, som bløder de skarpe kanter op og som giver associationer til en dynamisk skov. Her inviteres du ind i en behagelig og rolig atmosfære, hvor du sammen med andre kan aktivere forskellige soundscapes.

Vi maner it-fordomme til jorden
Tiden er forbi med at græsset ikke må betrædes, kunsten kun må iagttages og it er lig med pc på kontoret.

I dag stiller det moderne menneske andre og større krav til indretningen og brugen af det offentlige rum - en udfordring, som vi i Alexandra Instituttet er eksperter i at imødekomme.

Med dette nye skulpturelle byrumsinventar får Horsens en offentlig tilgængelig installation, der uden at nedprioritere det æstetiske er robust nok til at overleve almindelig daglig brug fra borgere og besøgende døgnet rundt. Installationen er udarbejdet i stål og har fået udviklet specielle lyskilder, som kan holde til Danmarks omskiftelige klima. Det ubehandlede stål har en rå overflade, som ikke er specielt attraktivt at male graffiti på. Herudover lægger vi vægt på at skjule teknologien så meget som muligt, således at man undgår de mest nysgerrige “pilfingre”.

- Det er en stor udfordring at skjule den teknologi, som jo hører til en interaktiv installation som denne, men som er noget vi arbejder rigtig meget med i Interactive Spaces, fortæller Liselott Stenfeldt.

Det pulserende udtryk, som denne utraditionelle installation uden tvivl kommer til at tilføje Horsens hovedtorv, er lige præcis beviset på, at it på ingen måde behøver at være kedeligt, tørt eller grimt.

- Jeg håber, at både vores egne borgere og de mange handlende og turister, der kommer til Horsens fra andre kommuner, glæder sig og vil benytte nogle af vores mange nye tilbud, siger borgmester Peter Sørensen.

_
Installationen, som måler 18x18m og 6m i højden,
består hovedsageligt af stål og interagerer med
brugeren via lys og lydeffekter, som bl.a. Rune
Wehner, kendt fra Spleen United, står bag.


Legepladsreglement overholdes
Byrumsinstallationen overholder desuden legepladsreglementet DS/EN 1177 og DS/EN 1176.

Læs også omtale i TV2 Østjylland og på Horsens Kommunes hjemmeside.

Kontakt
IT-byen Katrinebjerg

Åbogade 34

8200 Aarhus N
+45 70 27 70 12
.