Move Innovation udvikler en drone, der bruger edge AI til selvstændige hurtige beslutninger, så den kan forfølge andre droner og ikke kan jammes. Udviklingen af dronen sker i samarbejde med Alexandra Instituttet og er støttet af AI Denmark.
AI er de seneste år rykket ud af forskermiljøet og ind i hverdagen, men de fleste løsninger kræver adgang til skyen og stor infrastruktur. Det er en udfordring i områder uden netværk eller strøm, hvor off-grid-løsninger er nødvendige.
Sådan lyder det fra CEO Jacob Hesselballe, der ejer udviklingshuset Move Innovation i Søborg, som siden 2010 har udviklet og produceret tech-produkter i samarbejde med deres kunder. For at kunne udvikle en robust drone, der kan træffe beslutninger i realtid, havde virksomheden brug for ekspertise udefra. Den fik de fra Alexandra Instituttet og AI Denmark, der hjælper danske virksomheder med kunstig intelligens.
Ny teknologi får dronen ud af skyen
”Edge AI er et interessant område for os, så vi kontaktede AI Denmark med et projekt,” fortæller Jacob Hesselballe. Projektet undersøger, hvilken chip der bedst kan håndtere AI vision-opgaver med mindst strømforbrug.
Ud over at spare batteri og reducere omkostningerne øges sikkerheden også ved at behandle data lokalt, understreger han.
”Tidligere manglede teknologien ganske enkelt, og det var uklart, hvilke platforme, der kunne løse opgaven hurtigt nok, og som samtidig tager højde for de mange forskellige parametre,” forklarer han. ”Men nu er situationen en anden, og teknologien er modnet, så et vindue af nye muligheder er åbnet.”
Nye chips gør det muligt at behandle komplekse data direkte på dronen – både til civile og militære formål. ”Dronen har begrænsede ressourcer, manglende netværksforbindelse og behov for hurtige reaktioner,” pointerer han. ”Det har været ledetråden i AI Denmark-projektet.”
Kompetenceløft til nye højder
Edge AI gør det muligt at behandle data lokalt, hvilket gør det muligt at løse udfordringer som strøm, netværk og privatliv. ”Vi vil gerne være Danmarks dygtigste til det,” indrømmer Jacob Hesselballe. ”Det tror vi, vi kan blive, for vi har arbejdet med edge-området siden 2010.
”AI Danmark-forløbet har givet os mulighed for at få tunge og relevante kompetencer ind, som har erfaring på området. Det har vi ellers kun mulighed for i konkrete projekter med kunder, men her kunne vi gøre det som os selv,” understreger han.
Samarbejdet med Alexandra Instituttet har tilført forskningsbaseret viden om både platforme og AI-modeller. ”Det er grundlæggende og noget, andre også kan få glæde af,” påpeger han. ”Det er ånden i AI Denmark, at det skal give viden til danske virksomheder som helhed.”
Driftsklar drone om et år
Teknologien er klar på konceptniveau, men da Move Innovation allerede har en tracking-løsning i drift, vil de hurtigt kunne løfte teknologien fra koncept til færdig løsning. ”Vi har et lignende jordbaseret system i produktion og drift allerede,” understreger Jacob Hesselballe. ”Vi kan have en prototype færdig om 9-10 måneder og en færdig løsning klar på et år.”
Med edge AI-droneplatformen er Move Innovation klar til at sætte Danmark på verdenskortet for autonome, intelligente droneløsninger.