Søg
Close this search box.

Kunstig intelligens

Dansk bureau tager imod AI med åbne arme

Design- og kommunikationsbureauet Phoenix Design Aid er ikke bange for, at kunstig intelligens skal gøre dem arbejdsløse. I regi af projektet TechCircle har de sammen med os afdækket, hvor i organisationen AI kan skabe mest værdi i forhold til både bundlinje og bæredygtighed og har sat første tiltag i gang.

Phoenix Design Aid er det første grafiske kommunikationsbureau, der har fået formel anerkendelse for deres arbejde med FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling, især verdensmål 4, 12, 13 og 17. Bureauet arbejder for et væld af organisationer inden for FN, EU og en række NGO’er, og bæredygtighed er en del af deres DNA, understreger CEO for Phoenix Design Aid, Dennis Lundø Nielsen.

”Jo mere effektive vi er, desto bedre kan vi understøtte vores kunder i deres vigtige arbejde. Vi vil gerne gå forrest, når det kommer til brugen af AI,” siger Dennis Lundø Nielsen.

Hans radikale indstilling afspejler verdensmål 12, som er et af de verdensmål, bureauet arbejder målrettet med, nemlig at sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsformer.

Afdækning af AI-potentialet
AI-forløbet med os indebar interviews og workshops med centrale stakeholders blandt Phoenix Design Aid’s ledelse, medarbejdere, partnere og kunder, som blev ledt af en AI-projektgruppe bestående af CEO Dennis Lundø Nielsen, COO Louise Lund Harpøth, produktionschef Lars Jørgensen og kommunikationsspecialist Azra Mujačić.

Formålet var at forstå alle involveredes opfattelse af AI (artifical intelligence) og ML (machine learning) og udforske de områder, hvor disse nye teknologier kunne bruges produktivt både i virksomhedens interne arbejdsgange og som en del af dens kundeservice.

Vi udarbejdede derefter et idékatalog med detaljerede temaer og fokusområder for potentiel anvendelse af AI og ML hos Phoenix Design Aid. Det drejede sig både om udbud og salg, kommunikation og marketing, produktion og interne værktøjer til projektledelse og administration.

Phoenix Design Aid arbejdede derpå videre og præsenterede idékataloget for bureauets bestyrelse samt dets prioriteringer for, hvad virksomheden har som intention at starte med. Phoenix Design Aid vil starte med at bruge AI i udbud og i produktionen.

Hjælp til både kontoret og det kreative arbejde
Fordi Phoenix Design Aid har kunder blandt FN, EU og NGO’er, deltager bureauet i mange offentlige udbud, der er relativt tidskrævende. Derfor var det nærliggende at undersøge, hvordan kunstig intelligens kan effektivisere arbejdet med at udfærdige udbudsmateriale, fortæller Lars Jørgensen, der er produktionschef hos Phoenix Design Aid.

”Vi har stor viden og erfaring liggende diverse steder i vores system, som vi selvfølgelig trækker på i forskellige bud og projekter. Derfor er der mange beskrivelser af processer osv., der går igen,” forklarer Lars Jørgensen og tilføjer:

Selvom en AI ikke kan lave udbuddet for os, kan det nok spare os masse tid og dermed gøre os mere effektive.

Også på det kreative område har bureauet planer om at bruge kunstig intelligens. Her nævner Lars Jørgensen illustrationer og infografikker som eksempel, som er et område, Phoenix Design Aid ser et AI-potentiale i. Lars understreger, at dataforståelse og tolkning af tal visuelt er en type opgave, AI formodentligt vil kunne gøre både godt og hurtigt.

”Vi har selvfølgelig stadigvæk ansvaret for, at AI’ens fortolkning er korrekt, så vores grafikere får selvfølgelig en opgave i at tjekke output og kvalitetssikre det. Det er meget mere effektivt, og her ser jeg et kæmpe potentiale for at spare tid og ressourcer,” understreger Lars Jørgensen.

AI er fremtiden
Denne konsekvente udnyttelse af nye teknologier tjener et højere formål, understreger administrerende direktør for Phoenix Design Aid, Dennis Lundø Nielsen.

”Vores kunder arbejder jo alle for at gøre verden bedre, og det er vores opgave at gøre vores egen indsats så slank og effektiv som muligt,” siger Dennis Lundø Nielsen.

Foreløbig er det udbudsarbejdet og dele af det grafiske design, der skal støttes af kunstig intelligens, men ambitionerne stopper ikke her.

”Vores serviceområder udvikler sig konstant, og vi håber at kunne tilbyde AI og ML som en del af vores tjenester i fremtiden,” uddyber Dennis Lundø Nielsen og tilføjer:

”Indtil videre vil vi bruge teknologierne til at øge vores effektivitet og produktivitet. Vi håber for eksempel, at AI blandt andet kan være med til at skabe ensartethed i vores udbudsarbejde.”

Fakta
TechCircle er Midtjyllands digitale innovationshub. Hub’en skal sætte skub i udvikling og implementering af konkurrencedygtige, grønne og innovative digitale løsninger til gavn for små og mellemstore virksomheder, den offentlige sektor og borgere.

I TechCircle arbejder vi med Fremtidens Teknologier, Klima og CO2-reduktion, Smart City og Cybersecurity.

Læs mere om, hvad du kan få ud af TechCircle her: Tilbud

TechCircle the European Digital Innovation Hub of Central Denmark er støttet af Digital Europe-programmet under den Europæiske Union og af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Del dette:

Formular indsendt!