Cybersikkerhed

Danmarks første til at kunne udføre prøvning af cybersikre IoT-produkter og radioudstyr

Som de første i Danmark er vi blevet akkrediteret til at udføre prøvning af IoT-produkter i henhold til EN 18031 og kan dermed hjælpe virksomheder med at overholde Radioudstyrsdirektivet.

Denne standard er udviklet for at understøtte de nye cybersikkerhedskrav i Radioudstyrsdirektivet (RED). EN 18031 omsætter lovens krav til konkrete sikkerhedsmekanismer, test og dokumentation og fungerer dermed som en teknisk vejledning.

Når et produkt følger EN 18031, anses det for at opfylde Radioudstyrsdirektivets cybersikkerhedskrav. Alexandra Instituttet er som de første i landet blevet akkrediteret af DANAK, Den Danske Akkrediteringsfond, der akkrediterer inspektions-, prøvnings- og certificeringsorganer i Danmark.

Det betyder, at vi nu kan hjælpe virksomheder med at overholde EU-lovgivningen.

Flere hundrede danske virksomheder rammes af RED
Udover at omfatte radioudstyr, der selv kan kommunikere via internettet, gælder Radioudstyrdirektivet også for IoT-produkter med Wi-Fi, Bluetooth, mobilnetværk eller anden radioforbindelse. Det betyder i praksis, at alle internetopkoblede enheder som fx smartwatches, sensorer og fitness-trackere er omfattet af RED.

Der findes ingen officiel opgørelse, men formodentligt fremstiller flere hundrede danske virksomheder produkter, der er omfattet af Radioudstyrsdirektivet. Det gælder alle danske elektronikproducenter og virksomheder, der udvikler eller producerer IoT-produkter eller udstyr med trådløse funktioner som f.eks. sensorer, styringer og gateways.

Stor interesse for EN 18031 blandt vores kunder
Vores akkreditering blev opnået i samarbejde med en større dansk industrivirksomhed, som allerede for et år siden havde udtrykt interesse for EN 18031-dokumentation. Gennem samtaler med vores kunder vidste vi, at interessen for netop denne standard har været stor blandt danske virksomheder, da den betragtes som den sikreste måde at overholde Radioudstyrsdirektivet på.

Vores Quality Assurance Manager, Carsten Træholt, fremhæver tre klare fordele ved at kunne udføre prøvning af IoT: For det første betragtes man som RED-compliant af myndighederne, når man følger EN 18031. For det andet kan den certificeringsklare dokumentation bruges over for kunder, myndigheder og Notified Bodies. Og sidst, men ikke mindst, bliver produkterne reelt mere cybersikre – noget, de fleste sætter pris på, bortset fra hackerne, tilføjer han med et glimt i øjet.

Del dette:

Formular indsendt!