Klimadatastyrelsen og Danmarks Miljøportal har sammen med Alexandra Instituttet udviklet en prototype til en chatbot, der giver kommunale sagsbehandlere mulighed for at finde præcise geodata uden at skrive en eneste linje kode. Det frigør tid fra GIS-eksperterne.
Sagsbehandlere i planafdelingerne i danske kommuner har enorme mængder værdifulde geodata til rådighed, men i praksis er det kun et lille fagligt hjørne af organisationen, der kan udnytte dem fuldt ud.
Hvis du for eksempel vil hente geodata, der viser bygninger inden for 100 meter af søer og skov, kræver opgaven typisk hjælp fra en GIS-specialist, der kan koge forespørgslen ned til SQL-kode.
”I mange kommuner skal sagsbehandlere formulere deres behov, sende en bestilling afsted og så vente på, at GIS-afdelingen får tid. Det betyder, at arbejdsgangene ofte bliver længere og tungere, end de behøver at være,” forklarer Peter Ahrendt, Assistant Head of AI Lab hos Alexandra Instituttet.
For at løse udfordringen har Alexandra Instituttet udviklet prototypen Geotextual Search. Værktøjet fungerer som en oversætter mellem den almindelige sagsbehandler og de avancerede databaser. Med værktøjet kan sagsbehandleren eksempelvis skrive: “Vis mig bygninger inden for 100 meter af søer og skov i Randers,” hvorefter systemet leverer data plottet ind på et kort.
Testbrugere peger på markante tidsbesparelser
Potentialet i Geotextual Search er allerede blevet testet i samarbejde med Klimadatastyrelsen, GeoDanmark og Danmarks Miljøportal. Flere af de 11 testbrugere ser et potentiale for at værktøjet kan spare tid i hverdagen – i gennemsnit omkring 40 minutter om ugen. Samtidig har projektet givet konkret indblik i, hvor der skal videreudvikles.
“Alexandra Instituttets prototype gav os mulighed for hurtigt at teste, om vi skal fokusere på sprogmodeller i fremtiden. På den lange bane tror vi, at AI kan bidrage til at demokratisere adgangen til geografiske grunddata. Både for det offentlige, det private og borgerne,” siger Sune Fredskild, specialkonsulent hos Klimadatastyrelsen.
Hos Danmarks Miljøportal har samarbejdet været med til at åbne dørene for, hvordan AI kan implementeres.
“Det har været en øjenåbner for os, hvor komplekst det er at få data til at flyde sammenhængende. Men det er også netop det, vi finder interessant. Der er en klar tro på, at det kan blive rigtig godt,” siger Rasmus Løbner Christensen, teamleder, Danmarks Miljøportal.
Gennemsigtighed sikrer tillid
I modsætning til mange andre AI-løsninger, hvor brugeren ikke kan se den bagvedliggende kode, kan Geotextual Search hele tiden efterprøves, fordi processen bliver dokumenteret. Her er der ikke tale om en sort boks, men et værktøj, som eksperter kan opbygge tillid til.
“Når vi arbejder med AI i offentlig forvaltning, er gennemsigtighed afgørende. Vi har derfor designet systemet, så brugeren kan se præcis, hvilken kode maskinen genererer. Det sikrer, at GIS-specialisten kan validere resultatet og opbygge tillid til, at det fungerer,” siger Peter Ahrendt.
Vil du være med?
Arbejder du med geodata til daglig og er interesseret i samspillet med ny teknologi? Vi leder efter organisationer, der har lyst til at afprøve teknologien og præge den videre udvikling. Kontakt os for at høre mere om mulighederne.
Geotextual Search er udviklet med finansiel støtte fra TechCircle, som er støttet af Digital Europe-programmet under den Europæiske Union og af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.