Alexandra Instituttet A/S // Cases // FieldSense

FieldSense

Case

FieldSense

Kunstig intelligens skal klæde landsbrugsappen FieldSense på til udlandet

Vi hjælper firmaet FieldSense med at udnytte kunstig intelligens og billedanalyse til automatisk genkendelse af markgrænser fra satellitbilleder.

Hvordan får man overvåget og optimeret afgrøder på marker – specielt i verdensdele hvor kort ikke allerede er digitaliserede? FieldSense har løst problemet i samarbejde med Alexandra Instituttet og leverer nu FieldSense, som ved hjælp af avanceret billedbehandling og satellitfoto kan hjælpe landmænd med at få mest muligt ud af deres marker.

FieldSense gør det muligt at satellitovervåge afgrøder og få hyppige opdateringer om afgrøders biomasse på web, smartphone eller tablet.

Efterspørgslen fra udlandet på FieldSenses landbrugsapp er stor. Det kan firmaet mærke, når de er ude til messer, fra de mange opringninger fra potentielle kunder og interessen fra de internationale medier. Og deri er det ikke medtaget, at 400 landmænd i Danmark, Norge og Sverige allerede bruger appen. Det er smart for landmanden, der nu får et ekstra sæt øjne ude i marken. Er der f.eks. steder, hvor marken skal vandes mere, have ekstra afgrøder plantet eller er der en del af markjorden, som ikke er så gunstig som andre steder?

I Danmark er matrikeldata offentlig tilgængelige via Natur- og Erhvervsstyrelsen, og markgrænserne er klart tegnet op, men det er de ikke altid i udlandet. Så hvis FieldSense også skulle blive en succes hos udenlandske kunder var udfordringen, at de udenlandske landmænd selv skulle tegne deres egne markgrænser. FieldSense indgik derfor et samarbejde med Alexandra Instituttet om at gøre detektering af markgrænser automatisk – ved hjælp af kunstig intelligens.

Vi har bl.a. eksperter inden for computer vision, billedanalyse og kunstig intelligens. I øjeblikket arbejder Alexandra Instituttet på en algoritme til at detektere markgrænserne, og algoritmen vil løse en betydelig udfordring i forhold til skalering af FieldSense-appen i udlandet.

Fremover vil FieldSense sælge de digitale markgrænser både til landmændene, men også til andre softwareleverandører i udlandet.

Startdato 01-03-2017

FieldSense fungerer som en serviceplatform, hvor landmanden kan overvåge sine marker ved hjælp af satellitdata og se, om der er problemer med marken, som f.eks. skyldes insektangreb, svampesygdomme eller mangel på gødning.

En forudsætning for at kunne operationalisere FieldSense på en skalerbar måde er, at man har adgang til matrikeldata over marker. Dette er altafgørende for at kunne levere tilpasset satellitdata af en kundes afgrøder.

Samarbejdet med FieldSense har til formål at udvikle en algoritme, der ved brug af satellitdata automatisk identificerer markgrænser til generering af matrikeldata. I stedet for at købe en tredjeparts løsning udvikler FieldSense selv en løsning i deres system.

Den type it-service, som vi leverer til FieldSense, er et godt eksempel på, hvordan man kan udnytte big data – og konkret satellitbilleder – til at skabe forretningsværdi gennem nye it-services. Ved at fodre en maskinlæringsalgoritme med offentligt tilgængelige data kan FieldSense vise en maskine, hvordan en markgrænse ser ud, og i sidste ende vil maskinen kunne finde disse markgrænser udelukkende ud fra satellitdata.

I Danmark er vi så heldigt stillede, at mange offentlige data stilles gratis til rådighed til brug for virksomheder. I FieldSense-projektet har vi kunnet udnytte de markblok-data, som Natur- og Erhvervsstyrelsen stiller til rådighed til at skabe et kort over, hvor i landet, der er marker, samt over, hvor grænserne mellem disse marker befinder sig.

Disse kort har vi sammen med satellitbilleder fra EU's Copernicus-program givet som input til en maskinlæringsalgoritme, der er blevet trænet til at identificere marker. Konkret har vi udviklet et specialdesignet neuralt netværk til opgaven, der tager et satellitbillede som input og giver et andet billede som output, hvor marker og markgrænser lyser op.

Herudover arbejder vi sammen med FieldSense om at omsætte den udviklede segmenteringsmetode til en løsning, som kan sættes i drift for satellitbilleder i alle de områder, hvor FieldSense ønsker at udvide.​

Projektet er et samarbejde mellem FieldSense og Alexandra Instituttet og er støttet af Innovationsfonden.

 

Selv om casen handler om landbrug, er det de samme metoder, vi bruger, når vi arbejder med kunstig intelligens i alle mulige brancher. Derfor kan vi sikkert også hjælpe dig.

Kontakt
Principal Visual Computing Specialist
Visual Computing Lab
+45 40 24 80 03
Profilbillede af Karsten Noe Se profil
.