The Alexandra Institute // Aktuelt // Nyheder // 2020 // Tjekliste: Sådan får du succes med din Innobooster

Tjekliste: Sådan får du succes med din Innobooster

Artikel

10-06-2020

Tjekliste: Sådan får du succes med din Innobooster

Vi har samlet nogle af pointerne fra et webinar, hvor René Damkjer, programrådgiver i Innovationsfonden, og Jesper Rosleff, Business Development Manager hos Alexandra Instituttet, kommer med tips til, hvordan man kommer i gang og får succes med ordningen.

Søg til den nyskabende idé eller service 

Innobooster er et program under Innovationsfonden, der henvender sig til iværksættere og SMV’er, hvor fokus er at tage toppen af den finansielle risiko, når man udvikler en innovativ idé.

Innobooster finansierer projekter, hvor ansøgervirksomhederne er parat til at tage en høj risiko for at udvikle fremtidens produkter. Det er et tilskud til virksomheder, der ønsker at udvikle og markedsmodne en nyskabende idé, en ny service eller til at forbedre en proces, som øger virksomhedens konkurrenceevne og skaber vækst.

“Det skal bringe virksomheder foran branchen. Det behøver ikke være en ny månelanding, men man skal tydeligt kunne argumentere for, hvad der adskiller produktet eller servicen fra det, der findes i markedet,” forklarer René Damkjer fra Innovationsfonden.

Man kan få finansieret op til 33 procent af udviklingsomkostningerne og søge mellem 50.000 kr. og fem mio. kr. 

“Vi ser gerne, at man deler projektet op i faser, hvor man søger til én fase og kommer igennem den og derefter søger igen. Det betyder basalt, at man kan søge det, der er nødvendigt.”

Pitch jeres forretningsidé

Innobooster finansierer konkrete udviklingsprojekter og ikke din virksomhed som sådan. Det er derfor vigtigt, at man beskriver udviklingsprojektet, hvordan det gennemføres med milepæle, og hvad du forventer at få ud af det. Det er også vigtigt at få med, hvem der er med i teamet – gerne helt nede på navn. Og så skal det beløb, man søger, selvfølgelig matche ambitionerne.

Det er lidt ligesom at pitche en forretningsidé, forklarer René Damkjer:

“Det er vigtigt, at vi kan se succeskriteriet. Hvornår mener du selv, at det er en succes? Hvad forventer du af omsætning og bundlinje? Det er tit, når det handler om forretningsmodel, at folk fejler. De forstår ikke, at man skal komme tæt på biddet. Man skal ikke sætte komma efter tallene, men vi vil gerne se dine ambitioner. Altså, hvorfor gør du det her?”

Jesper Rosleff hjælper virksomheder med ansøgningsfasen. Det er en gratis rådgivning helt frem til man sender ansøgningen. Han mener, at man især skal være opmærksom på, at ansøgningen er i et særligt format, hvor man skal svare på nogle spørgsmål. 

“Man har ikke lang tid til at kommunikere, hvad man vil. Og derfor er det vigtigt, at der er en rød tråd i ansøgningen, som går fra idé til det markedsmæssige potentiale,” forklarer han.

Alliér jer med en ekstern samarbejdspartner

Det er vigtigt at forstå, at det er virksomheden, der søger ansøgningen. Man skal ikke ud og samarbejde med andre. Men det er klart en fordel, hvis man skal tage nogle udviklingsskridt, som er svære. Her kan det være en fordel at have en videnleverandør med, som kender feltet.

Jesper Rosleff forklarer: 

“Det er få mennesker, der dækker fra teknik til projektledelse og salg. Her kan vi være en god samarbejdspartner, fordi vi dækker alle områder og kan hjælpe dér, hvor man er svagest. Vi kan også hjælpe med at få balance i ansøgningen, så der er sammenhæng mellem det, man har tænkt sig at udvikle, og den forretningsmæssige gevinst.”

Der er ikke nogen fast samarbejdsmodel.

“Det bestemmer man selv. I nogle tilfælde kan virksomheden næsten selv, og så handler det meget om rådgivning omkring projektgennemførelsen. Det kan være arkitektur-, kode- eller sikkerhedsreview. I andre tilfælde gennemfører vi konkrete projektaktiviteter som fx at tage den svære del med udvikling af algoritmer eller med at lave den sikkerhed, der skal være på et IoT-device,” forklarer han.

Man kan løbende skrive ansøgningen, og der er ikke nogen deadline. Svartiden er ca. én måned. Søger du under 800.000 kr., er svar ofte lig med en afgørelse. Søger du mere, kan du komme til et investorpanel, hvor du skal pitche din idé. Og så tager det typisk 2-3 måneder, fra du sender ansøgningen. Som kuriosum modtager Innovationsfonden ca. 2000 ansøgninger pr. år, hvoraf 25 procent får støtte.

Se hele webinaret om Innobooster-ordningen her:

Business Development Manager
Salg
+45 20 85 90 20
Åbogade 34, 8200 Aarhus N
Nygaard bygningen, 3. etage lokale 375
.