The Alexandra Institute // Aktuelt // Nyheder // 2020 // Sådan styrker GTS’erne konkurrenceevnen

Sådan styrker GTS’erne konkurrenceevnen

Artikel

25-06-2020

Sådan styrker GTS’erne konkurrenceevnen

Det årlige performanceregnskab fra GTS – Godkendt Teknologisk Serviceinstitut – er netop udkommet. Det blev et år fyldt med spændende aktiviteter, der bidrager til dansk innovation, vækst og arbejdspladser med fokus på den grønne omstilling.

Årets performanceregnskab byder også på en række virksomhedscases, som illustrerer, hvordan samarbejde med GTS’er, herunder Alexandra Instituttet, bidrager til innovation i danske virksomheder.

Digital løsning til byggeriet

I regnskabet kan man blandt andet læse om, hvordan rådgivningsvirksomheden Exigo A/S i samarbejde med Alexandra Instituttet har udviklet en digital løsning til byggeriet. Løsningen gør det muligt for en bygherre eller entreprenør at logge ind på et online dashboard, hvor de kan følge, hvordan byggeriet skrider frem.

Kristian Birch Pedersen, der er stifter af og CEO i Exigo, siger, at løsningen kom i mål takket være samarbejdet med Alexandra Instituttet:

På ad hoc-basis køber vi os til viden hos Alexandra Instituttet. De har high-end-specialister, der kan give sparring ift. avancerede systemer. Deres forskningsmæssige indgang til maskinlæring er virkelig meget værd for os. Det giver ro i maven at samarbejde med Alexandra Instituttet, fordi vi ved, at det bringer os på rette vej.

Styrker konkurrenceevnen

Man kan også læse om virksomheden BM Silo, der har benyttet Alexandra Instituttet til at få et generelt input til innovationspotentialet i virksomheden. Teknologisk Institut har bidraget med viden om robotteknologi og FORCE Technology har bl.a. bidraget med en ny certificering af virksomhedens siloer.

Her siger Dorte Zacho Martinsen, CEO i BM Silo:

Vi har stor effekt ud af at samarbejde med GTS-institutterne. Vi rykker os et kvantespring hver gang. Jeg vil gå så langt at sige, at de har gjort, at jeg kan have en produktionsvirksomhed i Danmark, som er globalt konkurrencedygtig.

Den grønne omstilling

Når vi skal genstarte dansk økonomi efter coronakrisen, er den grønne omstilling af erhvervsliv og samfund vejen ud af krisen. Her handler det om at skabe de bedste forudsætninger for grøn innovation. Derfor er det overordnede tema i årets performanceregnskab den grønne omstilling.

Læs om, hvordan GTS bidrager til udvikling af ny grøn viden og teknologi samt opbygger test- og udviklingsfaciliteter. Det gælder bl.a. et projekt, hvor DHI og Alexandra Instituttet er i gang med at udvikle en ny digital løsning til vandmiljø og vandsystemer. Eller et forsøgsanlæg opbygget af Teknologisk Institut, hvor fødevareindustrien kan udvikle, optimere og teste nye grønne fødevarer.

I regnskabet er der også en introduktion til GTS-institutterne, og du kan læse om samspillet med dansk erhvervsliv.

Du kan læse hele performanceregnskabet her.

Profilbillede af Marlene Thomsen
Marketing and Communications Manager
Kommunikation og Markedsføring
+45 27 28 48 01
Åbogade 34, 8200 Aarhus N
Nygaard bygningen, 3. etage lokale 305

Fakta

Samarbejdet med Exigo er foregået i regi af projektet Innovativ brug af big data, der er finansieret af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Region Midtjylland.

.