The Alexandra Institute // Aktuelt // Nyheder // Nyheder 2019 // Aalborg-virksomhed henter Hitman-stjerne til nyt computerspil

Aalborg-virksomhed henter Hitman-stjerne til nyt computerspil

Artikel

06-12-2019

Aalborg-virksomhed henter Hitman-stjerne til nyt computerspil

Lys og skygger er et vigtigt element af “Lightmatter”, der er et nyt computerspil, som kommer på markedet i starten af det nye år. Det er Aalborg-virksomheden Tunnel Vision Games, der står bag spillet, som de har udviklet på de seneste tre år. Spillet er et såkaldt puzzle-spil, der foregår inde i et bjerg, og hvor det gælder om at blive i lyset og uden for skyggerne for at komme videre i spillets baner.

“Man skal forestille sig, at jorden er giftig, bare med skygger. Hvis man træder på en skygge, så dør man,” forklarer Philip Nymann, der er direktør i Tunnel Vision Games, som han startede sammen med fire studiekammerater fra Aalborg Universitet tilbage i 2013.

De fem studiekammerater er i dag partnere i firmaet, der også er blevet tilføjet med to fuldtidsansatte. Aalborg-teamet har fået den dansk-engelske skuespiller David Bateson til at lægge stemme til spillet. Han har blandt andet lagt stemme til Hitman-serien fra IO Interactive.

Spillet blev oprindeligt startet som studieprojekt, fordi de fem studerende ønskede at udforske, hvordan man kan bruge skygger og lys som drivkraften i et puzzle-spil. Her udviklede de en prototype på 15 minutter, der i dag er forløberen til det nuværende “Lightmatter”. Prototypen opnåede i løbet af kort tid en masse downloads og omtale. Det blev desuden nomineret til bedste Show Case ved Spilprisen i Danmark og bedste Student Game ved Unity Awards.

Skyggeløsning forbedrer spillets ydeevne

Skygger, der flytter sig i realtid, er altid dyre at rendere, da det er tungt at køre på en computer, og endnu tungere for andre platforme som mobil, der typisk har mindre computerkraft.

Det var netop den udfordring, som Tunnel Vision Games stod med, og de var derfor nødt til at finde en løsning, der sikrer, at de kan køre med en stabil framerate, og dermed opnår bedre ydeevne.

De forsøgte derfor selv at løse det, men da de hverken havde kompetencer eller tiden til at sætte sig ind i det, kontaktede de Alexandra Instituttet, der er eksperter i at lave realistiske skygger. De har tidligere hjulpet danske Playdead, der står bag succeser som “Inside” og “Limbo”.

Gustav Dahl, der er producer og programmør hos Tunnel Vision Games, forklarer:

Vi fandt ud af, at rigtig mange af vores skygger er statiske. Det har vi kunnet udnytte, fordi det betyder, at der ikke er nogen grund til at kalkulere de her skygger hele tiden. Vi har fået en løsning, hvor vi kan skifte mellem de skygger, der skal beregnes igen og igen, og hvor vi kan genbruge de skygger, der allerede er beregnet.

Den nye feature har været med til at accelerere arbejdsprocessen og har lagt et fundament, der gør, at spillet kan komme ud på andre platforme som konsoller og mobil.

Featuren fandtes ifølge Christian Heider Nielsen fra Alexandra Instituttet ikke i Unity, der er den spilmotor, som spillet er bygget i. I princippet udnytter man den renderingsteknik, som man bruger i spillet:

“I den teknik laver man delresultater, som bliver samlet til et endeligt resultat, lige før det kommer op på skærmen. Her valgte vi at fokusere på de lyskilder, hvor vi allerede kender delresultatet på forhånd, fordi vi har beregnet det før. Det betyder, at vi kan genbruge tidligere beregninger.”

Student Programmer
Åbogade 34, 8200 Aarhus N
Nygaard bygningen, 3. etage lokale 305

Fakta

“Lightmatter” er et puzzle-spil, der er udviklet af Aalborg-virksomheden Tunnel Vision Games. Det bliver lanceret i midten af januar i det nye år i samarbejde med amerikanske Aspyr, der blandt andet står bag udgivelsen af spilklassikere som Call of duty, Civilization og SimCity.

Lys og skygger er en vigtig del af spillet, da dynamiske skygger typisk stiller store krav til performance, så har Tunnel Vision Games i samarbejde med Alexandra Instituttets Visual Computing Lab udviklet en ny skyggeløsning, der kun opdaterer de skygger, der er nødvendige at opdatere.

Den nye feature har ifølge Tunnel Vision Games været med til at accelerere deres egen proces og har gjort spillet meget mere tilgængelig for flere spillere.

Samarbejdet mellem Alexandra Instituttet og Tunnel Vision Games er skabt gennem Innobooster-ordningen.

Se trailer for spillet her.

.