Alexandra Instituttet A/S // Aktuelt // Nyheder // Nyheder 2017 // Ekstern it-sikkerhedsvurdering giver troværdighed

Ekstern it-sikkerhedsvurdering giver troværdighed

Artikel

14-08-2019

Ekstern it-sikkerhedsvurdering giver troværdighed

Services, der er koblet på internettet har langt større sikkerhedsmæssige udfordringer end services på interne netværk. Også Kamstrup A/S møder sikkerhedsmæssige udfordringer, når de giver adgang til data fra mobile devices. Derfor har virksomheden it-sikkerhed som et helt centralt tema i deres forretning.  Det er baggrunden for, at Kamstrup A/S har brugt Alexandra Instituttet til sikkerhedsvurderinger.

 

Af Dorthe Christiansen, GTS-net

Kamstrup A/S sælger innovative måleløsninger inden for el, varme, køling og vand til energiselskaber og forsyningsselskaber i hele verden. Vi har lavet en sikkerhedsvurdering, som Kamstrup bruger til at dokumentere, at deres produkter er gennemtestede af en uvildig rådgiver. For kunderne skal kunne stole på it-sikkerheden i Kamstrups produkter.  Carsten Nielsen, Head of Product Management – Smart Grid Solutions, Kamstrup A/S siger:

”Vi havde brug for nogle til at lave en sikkerhedsvurdering af vores løsning. Dengang havde vi ikke kompetencerne in-house, så vi ledte efter dygtige eksterne samarbejdspartnere. Alexandra Instituttets sikkerhedsekspert var utrolig dygtig til de her ting. Så vi fik rigtig meget ud af samarbejdet, og vi fik løst de fejl, vi havde”.

Værdien af uvildig vurdering

Carsten Nielsen fortæller, at den sikkerhedsvurdering af deres system, som Alexandra Instituttet har gennemført, bliver brugt til at bevise over for kunder, at systemet er afprøvet i teori og praksis af en ekstern, uvildig rådgiver.

”I vores branche er der rigtig meget fokus på it-sikkerhed og datasikkerhed, og alle leverandører påstår, at de har et sikkert system. Den første sikkerhedsvurdering fra Alexandra Instituttet fik vi foretaget, fordi vi ikke selv havde kompetencerne. Dem har vi nu, så i dag handler det mere om at få en uvildig vurdering – og at få nogle med Alexandra Instituttets troværdighed til at stå bag sikkerheden i vores system”, siger Carsten Nielsen.

Af den grund forventer Carsten Nielsen, at Kamstrup A/S også i fremtiden vil samarbejde med Alexandra Instituttet. Men det skyldes også, at virksomheden får meget ud af, at Alexandra Instituttet kigger virksomhedens faglighed igennem, og dermed bidrager GTS-instituttet til virksomhedens mål om at levere det sikreste system i branchen.

”Vi har haft stor glæde af samarbejdet med Alexandra Instituttet, og de har været gode til at udfordre os på vores tankegang, og hvad det var, vi havde behov for. De har forholdt sig kritisk i forhold til opgaven, og har suppleret med ideer til, hvad vi ellers kan gøre. På den måde får vi ekstra værdi ud af samarbejdet”, siger Carsten Nielsen.

Fakta
Kamstrup har medarbejdere i 24 lande og hører til blandt verdens førende leverandører af intelligente løsninger til energi- og vandmåling. Virksomhedens løsninger omfatter forbrugsmålere, fjernaflæsningssystemer, hosting og service, analyse og smart grid-applikationer. Virksomheden ser det som en stor fordel at have samlet forskning, udvikling, produktion og administration under samme tag i det danske hovedsæde lidt uden for Aarhus. Læs mere her www.kamstrup.com.

Profilbillede af Gert Læssøe Mikkelsen
Head of Security Lab, PhD
+45 24 26 99 11
Åbogade 34, 8200 Aarhus N
Nygaard bygningen, 3. etage lokale 380
.