Alexandra Instituttet A/S // Aktuelt // Nyheder // Nyheder 2017 // Nyt plugin laver interaktiv sne til spilmotoren Unity 5

Nyt plugin laver interaktiv sne til spilmotoren Unity 5

Artikel

18-05-2017

Nyt plugin laver interaktiv sne til spilmotoren Unity 5

Hvad gør spilfirmaet Z-Axis, når de gerne vil have realistisk sne til deres computerspil Fimbul, men ikke kan matche de store spilleres pengepung? De kontakter Alexandra Instituttet og får på to måneder lavet et plugin til deres computerspil, der giver realistisk sne og mulighed for, at de selv kan arbejde videre med sneen.

Spillet Fimbul er et indie-AAA spil (udtalt triple A-spil), dvs. at Z-Axis gerne vil bruge nogle af de samme genretræk, som de helt store spillere benytter, men med meget mindre budget. Triple A-spil er nogle af de dyreste spil i verden at lave – som f.eks. spillet Grand Theft Auto 5. Ved at benytte sig af genren indie-AAA kan Z-Axis holde budgettet nede, men stadig få suverænt flotte effekter som f.eks. interaktiv sne.

Z-Axis savnede dog stadig de nødvendige midler til projektet og indsendte derfor en InnoBooster-ansøgning til Innovationsfonden. Fonden så potentialet i de ønskede effekter og valgte at investere. Dermed havde Z-Axis de nødvendige midler til at udvikle et plugin til computerspillet.

For Bo Daugaard, Lead Game Designer på Fimbul, var det vigtigt at være med inde over fra start. - Vi kom med pointers, så det levede op til det, vi gerne vil have, hvilket bl.a. var, at plugin’et skulle være nemt at arbejde med, siger han.

Magnus Koch, Computer Graphics Engineer fra Alexandra Instituttet, tog udgangspunkt i spillet Batman: Arkham Origins for at lave realistisk sne. Han siger:

Metoden i Batman-spillet er dog kun brugt på flade hustage – som er et afgrænset område i spillet. Vores opgave var at få det til at fungere i skove, terræner og i bølgede landskaber. Sneen skulle være til stede overalt. Derudover var det også et krav, at sneen også skulle reagere, når karaktererne i spillet løb igennem den. Det bryder nemlig illusionen, hvis ikke der kommer fodaftryk i sneen.

Alexandra Instituttet greb opgaven og lavede tre iterationer – først en prototype og derefter blev den arbejdet videre på af tre omgange. Det førte i sidste ende til udviklingen af et plugin til spilmotoren Unity 5, hvor Fimbul var under udvikling.

Verdens største spilmotor

Unity er et dansk firma, der laver verdens største spilmotor – under mottoet ’Democratise game development’ – dvs. spiludvikling for alle. Unitys spilmotor kan mange ting, heriblandt lave sne, men ikke interaktiv sne. Interaktiv sne er netop sne, der bevæger sig alt efter, hvordan karaktererne i spillet agerer. Det er sne, der kommer fordybninger i og hvirvles op, når karaktererne går igennem det. Sneen i Unity er flad sne og uden bevægelse eller dybde. Bo Daugaard siger:

Det var vigtigt at customise sneen til miljøet i spillet. Der skulle være dag, aften og nat sne. Om natten er sneen f.eks. en lillebitte smule blå.

Magnus Koch brugte bl.a. skræddersyede shaders, off-screen rendering og tessellering.

- Det kræver, at du ved noget om lineær algebra, og om hvordan man programmerer til et grafikkort, siger han og tilføjer, teoretisk set skal du simulere alle de her små partikler, når du skal vise, hvordan sne opfører sig i et computerspil. Sne er i samme genre som vand og røg – levende effekter – det man kalder computational fluid dynamics. Men det er for krævende til brug i et computerspil. I stedet må man løbe lidt om hjørner med virkeligheden. Skære lidt fra, men samtidig bibeholde nok til at resultatet ser realistisk ud, men uden at være det.

Implementering i spilmotoren Unity skulle køre effektivt og være let at arbejde videre med for tekniske og ikke-tekniske artister hos Z-Axis. Resultatet blev tilpasset Z-Axis´ konkrete behov mht. udseende og performance, og der blev udviklet særlige værktøjer til at lette arbejdet med at bygge landskaber i sneen. Resultatet blev et plugin som Z-Axis er godt tilfreds med. Bo Daugaard afslutter:

Det er specielt i slåskampene med de store kæmper, hvor vi skjuler deres fødder i sneen – der er sneen helt perfekt. De store kæmper ser tunge ud, og der opstår hulrum ved kampene. Når en kæmpe tramper på tre mænd, så efterlader den et dybt aftryk, det er helt vildt godt.

Skal digitalisering også styrke din forretning?
Kontakt os for en uforpligtende snak.
Kontakt
Computer Graphics Engineer
+45 31 35 06 25
Profilbillede af Magnus Koch Se profil
.