Alexandra Instituttet A/S // Aktuelt // Nyheder // Nyheder 2017 // Her gør VR og AR en vigtig forskel

Her gør VR og AR en vigtig forskel

Artikel

27-11-2017

Her gør VR og AR en vigtig forskel

Dyrk ideen og tro på den, selvom du støder på forhindringer. For det vil du gøre, når du arbejder med de nye teknologier Augmented – og Virtual Reality. Sådan lyder det fra flere fagfolk og virksomheder, der delte ud af deres erfaringer med AR og VR til dagskonference om emnet på Alexandra Instituttet.

Du skal få ideen, udforske den og blive ved med at tro på den. Find din business case, brug midler på projektet og team op med de rette. Det er i korte træk den gode opskrift på at dykke ned i de nye teknologier som AR og VR. Og finde ud af hvor og om de kan bidrage med noget i jeres forretning.

VR og AR er langt mere end fascinerende spilteknologier

For der er klart et potentiale i at udvide vores fysiske verden med digital information. Enten i form af Augmented Reality, hvor information kan ses gennem en brille eller smartphone. Eller i Virtual Reality, hvor man visuelt og digitalt bygger en virkelighedstro verden op, som man kan agere i sluttet inde bag en eller anden form for hjelm.

Mange eksperimenter viser, at der er en gevinst at hente, og at de nye teknologier bestemt giver mening. For det er det vigtigste: Giver valget af teknologien mening? Og er der en klar business case? Her er en række eksempler på områder, hvor AR og VR gør en vigtig forskel.

  • Instruktion og træning

Selvom der er robotter i produktionshallerne, involverer produktion stadig manuelle procedurer. De manuelle samleprocesser er ofte komplekse, og mange rutiner skal gøres præcist med mange instruktioner, og med skiftende medarbejdere er det vigtigt at minimere fejl undervejs.

Flere manuelle processer i produktionen kan med fordel støttes med live instruktioner for at undgå fejl. Her hjælper AR-værktøjer, der kan lægge et digitalt lag af information på produkter og produktionsanlæg, samtidig med at medarbejdere kan have hænderne fri til at arbejde med det fysiske materiale. Det er der lavet flere forsøg med i Grundfos' produktionslinje.

  • Produktion

Produkter bliver en del af et økosystem, hvor de fysiske produkter er omgivet af en lang række softwarekomponenter, der kommunikerer. Derfor har vi brug for ny tilgang til smarte produkter. Software skal ikke kun lægges på fra start, men der skal tilbydes et basis Operativ System, som installatører kan lægge specialiserede og kontekstafhængige apps på mange år frem. Når produkter forlader produktionen, er de stadig forbundet til produktionen. Vi har fået en ny forsyningskæde helt fra bunden på tværs af grænser og fabrikker, som kan omstilles med apps og algoritmer. Kunder og produkter vender tilbage, efter produktet har forladt butikken og bliver en del af forretningen.

Samtidig åbner det op for eftersalg og service ovenpå produkterne.

Video fra MADE: Derfor er AR en god ide for industrien

  • Inspektion

Nye og intuitive brugergrænseflader i form af Augmented Reality og Virtual Reality kan  lette analyse og betjening af komplicerede tekniske installationer. Data om produkterne kan vises både i den digitale og i den fysiske verden, ligesom grænsefladerne kan tilbyde digital betjening af produkter og installationer, der slet ikke har synlige betjeningsknapper og displays. Det giver rigtig god mening, fordi man så kan relatere data præcist til dér, hvor de kommer fra via et digitalt lag oven på.

Data fra droner giver eksempelvis også mulighed for at inspicere ødelæggelser ved oversvømmelse, hvis man lægger et relevant (augmented) lag af data på de dronevideoer man får retur fra, hvad der ofte er store områder. Dette kan evt. suppleres med Deep Learning-netværk, som på sigt vil kunne bruges til at genkende objekter og deres position, og objektet kan herefter augmenteres med information.

  • Oplæring og undervisning

Siemens Gamesa Renewable Energy og Serious Games Interactive har samarbejdet om at bygge en VR-applikation til lift training. De har årligt 30.000 ansatte over hele verden, der skal trænes i at køre med en kompliceret elevator i vindmøllerne. De har med succes brugt HTC Vive til at lære medarbejderne at udføre de rette procedurer og har speeded processen op samtidig med at de undgår, at eleverne skal ud i felten.

Grundfos har oplevet lignende i deres undervisning af serviceteknikere, som de har kunnet gøre mere effektiv med brug af Augmented Reality, hvor oplæring, der typisk tog en dag, blev reduceret til 45 minutter. De har endda prøvet setuppet med en person, der ikke kendte til Grundfos, som efter oplæring gik i gang og udbrød: "Jeg har aldrig arbejdet her og aldrig arbejdet med pumper, men det var som om min krop vidste, hvad jeg skulle gøre.”

Resilio Technologies og Funday Studios er lige gået i gang med at bruge VR i en anden type oplæring: Nemlig til stresshåndtering gennem vejrtrækning med "Heart Rate Variability Biofeedback".

  • Service, maintenance og build 4.0

Når vi opsamler en masse data fra vores produkter, kan vi bygge en digital tvilling, hvis data er tilgængelige, der giver muligheder for at reagere på vedligeholdelse og status, inden det er for sent. Og det giver muligheder inden for eksempelvis facility management af bygninger. Det har Datalogi ved Aarhus Universitet og Alexandra Instituttet samarbejdet med Grundfos Kollegiet i Aarhus om, der er udstyret med omkring 1800 sensorer. Her fortæller bygningens digitale tvilling noget om bygningens aktuelle indeklimatilstand, energi og vandforbrug i de enkelte enheder. I stedet for at aflæse tabeller i en database og få en række tal og grafer retur på en skærm, kan man forholde sig til data direkte på den digitale 3D-model af bygningen, der netop er en forståelig kopi af den fysiske bygning.

10 råd når du tænker på, om VR og AR er en mulighed for din forretning

  1. Hold øje med udviklingen – der kommer hele tiden nye versioner med nye muligheder på markedet.
  2. Mere research – det er vigtigt at forske i fremtidige muligheder for at skubbe grænsen. MADE og MADE Digital gør det eksempelvis i samarbejde mellem universiteter, GTS og virksomheder.
  3. Klar business case – find hvor gør det ondt, og hvor det I gør i dag, koster jer penge. Mål på resultaterne undervejs.
  4. Tag små skridt, ikke forkromet stor strategi – hvad vil du opnå? Og vælg så teknologien, udvikl prototype, lav test og få feedback.
  5. Overbevis organisationen om potentialet – resten af organisationen, eksempelvis HR, skal tro på, at det, der læres virtuelt, også kan overføres til den fysiske verden.
  6. Tjek data – du kan ikke regne med, at det data, du skal bruge, er klar til brug.
  7. Inddrag beslutningstagerne og få dem ind i hjelmen — det her er fascinerende teknologier.
  8. Involver it-afdelingen – men forvent ikke, at I har den infrastruktur eller support, der skal til.
  9. Bevar troen – forvent en masse spørgsmål fra alle i organisationen.
  10. Bring det bedste fra mennesket og det bedste fra maskinen sammen – der er godt at hente fra begge verdener
 

Principal Mobile Systems Architect, PhD
+45 40 19 45 38
Åbogade 34, 8200 Aarhus N
Hopper bygningen, 1. etage lokale 133

Nogle slides fra konferencen (på engelsk)

Deep learning for recognition of objects in AR
Henrik Pedersen, Senior Computer Graphics Engineer, Visual Computing Lab, Alexandra Institute

 

How to build a business case around introducing new technology in a complex business environment
Kristian Emil Andreasen, Director, Kanda, and Peter Manniche, Siemens Gamesa

 

VR safety training in Siemens Wind Power
Simon Egenfeldt-Nielsen, CEO, Serious Games Interactive, and Lars Sander and Thomas Hansen, Siemens Gamesa

 

Technology in practice – productive utilisation of VR/AR/MR
Mads Troelsgaard, Unity Studios
 

AR impact in industry – deploying and scaling augmented reality in Siemens
Alberto Torasso, DAQRI

 

.