Alexandra Instituttet A/S // Aktuelt // Nyheder // Nyheder 2016 // MaCom: Det store arbejde lå i forberedelsen

MaCom: Det store arbejde lå i forberedelsen

Artikel

10-02-2016

MaCom: Det store arbejde lå i forberedelsen

En udvidet videnkupon var med til at gøre det muligt for MaCom at udvikle et moderne it-system til uddannelsesområdet. Kompetencerne havde de i forvejen. Nøglen til gennembruddet lå i at vende mulighederne med de rette specialister.

Fra vi besluttede at lave et produkt – som jo var baseret på flere års tanker og ideer, især fra arbejdet med videnkuponen – og til vi havde det færdigt, gik der faktisk kun et par måneder.

Det fortæller Martin Holbøll, der er direktør i softwarevirksomheden MaCom.

For to år siden opstod muligheden for at undersøge potentialet for en opgradering af MaComs uddannelsessystem, Lectio. MaCom blev bevilget en udvidet videnkupon fra Innovationsfonden.

Der var fra start ikke nogen målsætning om at skulle udfærdige et produkt ved projektets afslutning. Derimod var målet at samle de bedste folk til at skabe et fundament og blotlægge, hvad der var muligt, og hvordan det kunne gøres. Til det ønskede MaCom at inddrage de rigtige mennesker med de rigtige kompetencer.

”Da vi først havde brugt forholdsvis lang tid på forberedelsen, viste implementeringen sig i virkeligheden at være den mindste del af arbejdet,” fortæller Martin Holbøll.

Et godt netværk

I opstartsfasen drog MaCom stor nytte af deres netværk. I eftersøgningen efter de rette folk var det en fordel, at flere af de medvirkende havde arbejdet sammen tidligere og kendte til hinandens evner og kompetencer.

”Vi ønskede én fra datalogisk institut. Ham vi fandt, kendte så en fra Alexandra Instituttet, som han anbefalede. Så i virkeligheden er sådan nogle projekter relativt personafhængige,” forklarer Martin Holbøll.

De samlede kompetencer fra deltagerne i projektet gjorde MaCom klogere på nye teknologier, men også hvordan hverdagsteknologier som smartphones kan udnyttes i undervisningen og give innovative muligheder for læring. Parterne havde i alt ti møder, som senere kom til at danne grundlaget for MaComs videreudvikling af Lectio.

Da projektet var overstået, og alle havde givet deres inputs og ideer, satte en medarbejder fra MaCom sig for at få et overblik over de mange års arbejde, som nu var blevet afrundet med midler fra videnkuponen. På baggrund af denne opsamling besluttede MaCom at gå i gang med et reelt produkt.

MaCom lancerede oprindeligt Lectio tilbage i 2003, og siden da er det blevet udbredt til at blive brugt på 9 ud af 10 af landets gymnasier. Dengang var Lectio en slags kalender med skemaer og lektionsbeskrivelser til gavn for eleverne, men hos MaCom var ambitionerne større.

Mere end et skoleskema

I dag har Lectio funktioner, der varetager alle aspekter af undervisningen på gymnasiet. Det er muligt som underviser at tilrettelægge hele sit undervisningsforløb på Lectio, så man løbende kan opdatere det og senere dele det med andre undervisere på andre gymnasier. Lectio er ikke længere kun et skoleskema. Det kan bruges til eksamensplanlægning og elevoptagelse samt være til gavn for elever, lærere, censorer og administration.

Og der kommer hele tiden opdateringer til Lectio med nye funktioner. I fremtiden skal systemet også gerne kunne udvides til brug på universiteterne. En anden ambition er at skabe et brugeradfærdsbaseret system, ligesom Netflix eller Youtube, til undervisningsmaterialer, så elever får et mere personligt tilpasset undervisningsforløb.

”Vi er allerede i gang med et såkaldt recommended system, men i første omgang skal vi have folk til at lægge noget data i systemet. Den største udfordring, når man lancerer nye produkter, er at få vænnet folk til dem,” forklarer Martin Holbøll.

Læs mere om Lectio eller besøg MaComs hjemmeside.

Alexandre Alapetite
Senior Cyber-Physical Specialist
+45 61 69 52 47
Njalsgade 76, 2300 København S
1. etage lokale 5B04
.