Alexandra Instituttet A/S // Aktuelt // Nyheder // Nyheder 2015 // Kaffemaskinen tweeter, når kaffen er klar

Kaffemaskinen tweeter, når kaffen er klar

Artikel

20-02-2015

Kaffemaskinen tweeter, når kaffen er klar

Pressemeddelelse:
Nu er det slut med at komme ud til kaffemaskinen og opdage, at Per fra regnskabsafdelingen IGEN har taget den sidste kop – uden at sætte en ny kande over. Det er det i hvert fald på Alexandra Instituttet i Aarhus, hvor de har skabt den tweetende kaffemaskine, der selv fortæller medarbejderne, når kaffen er klar.

Den ser ikke ud af meget. Faktisk ligner den til forveksling enhver anden kaffemaskine på ethvert andet kontor. Men lad dig ikke narre af det diskrete ydre. For selvom studenterhuen måske ikke ligefrem trykker, så er denne kaffemaskine faktisk intelligent. I hvert fald så intelligent, at den både kan tælle og tweete. Helt af sig selv.

Siden 1. november 2014 har kaffemaskinen, der lyder navnet AI Coffee Machine, fortalt medarbejderne på Alexandra Instituttet, når der var friskbrygget kaffe på kanden. Og så har den flittigt talt hver eneste liter sort guld, der er løbet igennem systemet. 2067 liter er det blevet til i skrivende stund. 

Mirko Presser, Head of Research and Innovation i Alexandra Instituttet og formand for det internationale IoT Forum:

Vi er en del af et projekt om fremtidens vandmålere, og i den forbindelse er vi startet i det små med en prototype, der automatisk tæller og giver feedback, når der er en kande kaffe klar. Kaffemaskinen er et godt eksempel på det, vi kalder IoT (Internet of Things), hvor internettet ikke længere er forbeholdt os mennesker, men også er noget de ting, vi omgiver os med, kan bruge.

Mirko Presser fortsætter:

- At en kaffemaskine kan interagere, er ikke noget nyt. Det første eksempel vi kender på Internet of Things er en meget berømt kaffemaskine fra Cambridge University. I 1991 var der omkring 15 researchere, der deltes om én kaffemaskine på universitetet. De ansatte var fordelt på forskellige etager, kaffen var i høj kurs, og kaffemaskinen havde kun plads til seks kopper kaffe.

Derfor fandt en driftig ph.d-studerende på at installere et kamera, så alle kunne følge med i kaffemaskinens gøren og laden, og ingen gik forgæves i deres jagt efter koffein. Da vi påbegyndte projektet om fremtidens vandmåler, tænkte vi derfor, at det mest oplagte sted at starte var ved kaffemaskinen.

En kaffemaskine med IQ

Mirko Presser og hans hold fra Alexandra Instituttet har ved hjælp af en lille dingenot, kaldet en Beaglebone Black, gjort det muligt at højne kaffemaskinens IQ betragteligt.

- Ved at lave en prototype som denne, kommer vi tættere på vores mål, som er at få vandmålingerne koblet til internettet, så den enkelte forbruger ikke længere behøver at aflæse sit vandforbrug manuelt. Fordelen ved at forbinde kaffemaskinen med et device som Beaglebone Black er, at det er en relativ nem og billig måde at gøre døde ting som en kaffemaskine til en internetbruger. På den måde er vi tættere på at skabe nye og mere åbne platforme og udfordre den måde, vi i dag bruger vores vand- og varmeværker på, slutter Mirko Presser.

Kontakt
IT-byen Katrinebjerg

Åbogade 34

8200 Aarhus N
+45 70 27 70 12

  • Alexandra Instituttet er en almennyttig virksomhed, der hjælper offentlige og private virksomheder med at udvikle innovative, it-baserede produkter og services baseret på den nyeste it-forskning.
  • Projektet om fremtidens vandmålere foregår i samarbejde med Aarhus Vand, Kalfor, SEAS-NVE, Hofor og VandCenterSyd
  • Følg den tweetende kaffemaskine her.
.