Alexandra Instituttet A/S // Aktuelt // Nyheder // Nyheder 2015 // Netværksekpertise hjalp Nabto med at få hul igennem til IoT-enheder

Netværksekpertise hjalp Nabto med at få hul igennem til IoT-enheder

Artikel

27-08-2015

Netværksekpertise hjalp Nabto med at få hul igennem til IoT-enheder

InnoBooster-samarbejde med Alexandra Instituttet hjalp med at omsætte prototyper til kommercielt brugbart værktøj, der sikrer at IoT-specialisten Nabto altid kan få hul igennem til IoT-enheder.

Flere ting bliver koblet på nettet. En opgørelse fra Gartner viser, at i 2020 vil 25 milliarder enheder være koblet til nettet. Det kan være alt lige fra kameraer, temperaturfølere, vejrstationer eller andre enheder, hvor man har brug for at fjernstyre enhederne. Men med IoT-enheder (Internet-of-Things)  på trådløse netværk, er det ikke altid muligt at få adgang til en enhed på almindelig måde, da de ikke har nogen skærm eller bliver blokeret af firewall’en.

Udfordringen

Den udfordring stod it-virksomheden Nabto med, der siden 2005 har specialiseret sig i at koble produkter til nettet. Deres teknologi er basalt set en computer, der gør det muligt på sikker vis at fjernstyre alskens komponenter via nettet. Virksomheden samarbejder og ligger i værktøjskassen hos forskellige chip-producenter, og ender dermed hos forskellige slut-kunder. 90 procent af deres licenser bliver pt. solgt til video-overvågning og alarmsystemer.

Hele idéen med den platform, som Nabto laver, er at man kan tilgå apparaterne fx via en iPhone og så følge med i, hvordan en vejrstation performer eller hvis man har brug for at fjernstyre en varmepumpe eller sin tyverialarm. Det skal samtidig være plug-and-play, så fru Hansen ikke skal rode med firewall’en.

- Det fungerer i langt de fleste tilfælde, men i nogle situationer kan det ikke lade sig gøre. Konkret er vi stødt på problemer med firmanetværk, når vi er ude at lave produktpræsentationer. Disse net er oftest langt mere restriktive end hos slutkunden - med producentens tilladelse, vil vi så kunne lave nogle mere overbevisende præsentationer og i sidste ende selvfølgelig også bruge teknikken hos slutkunden, hvis producenten ønsker det, forklarer Ulrik  Gammelby, udviklingschef hos Nabto.

”I havde lige den netværksekspertise, vi efterspurgte”

Nabto efterspurgte derfor en løsning, der fungerer uanset, hvilket netværk, som de kobler på. De kontaktede  Alexandra Instituttet, som havde nogle prototyper, der kunne den grundlæggende opgave, men som krævede et programmeringsarbejde for at det kunne omsættes og udnyttes kommercielt.

- Vi har lavet en løsning, hvor man kan sende datatrafik igennem en ellers lukket firewall. Der kan være spærret for alt, men via såkaldte DNS-pakker, kan du kommunikere små datamængder - og det passer dermed perfekt til Nabtos platform, forklarer Eske Christiansen, Senior Software Engineer på Alexandra Instituttet.

Overbevisende Plug-and-play løsning

Ulrik Gammelby er endnu ikke stødt på steder, hvor man ikke kan komme igennem, og indtil videre er løsningen blevet afprøvet på adskillige ekstremt restriktive firmanetværk.

- Opgaven krævede noget netværksekspertise, som bestemt ikke hænger på træerne, men Eske Christiansen havde lige præcis de kompetencer, vi skulle bruge. Det betyder, at apparat-producenter, der vælger at benytte vores software, virkelig vil kunne lave plug-and-play. Man kan sætte det i, hvor som helst, uden at skulle spekulere over firewall-restriktioner. Vi har pt. en kunde inden for energisektoren, der står og venter på den her feature. De kommer ofte ud til netværk, hvor der er begrænsninger, men hvor de bare skal have et minimalt hul igennem. Og her er teknologien meget brugbar, siger Ulrik Gammelby.

Han understreger, at featuren aktivt skal tilvælges af producenten - og at der naturligvis kræves stor omhyggelighed generelt med at udvikle en samlet sikker løsning, når man på den måde kommer ind på brugerens net.

Om Nabto

Nabto har patenteret en webserver, der fylder mindre end 1 kb, og teknologien har i dag fundet vej til forskellige ting som alarmsystemer, varmestyring og solcelleanlæg. Fælles for projekterne er, at de udnytter, at det ikke er nødvendigt at indbygge betjeningsdelen i selve apparatet men blot skal have netopkobling, så styringen kan foregå hvor som helst.

Udviklingen af teknologien begyndte i 2005, da stifteren Carsten Rhod Gregersen havde opdaget et behov for en sikker, direkte forbindelse til en enhed, der er monteret bag en firewall. Idéen blev præsenteret for den tidligere CTO hos Kirk Telecom, som sluttede sig til virksomheden sammen med Østjysk Innovation A/S og Ritzaus Bureau A/S.

Kontakt
IT-byen Katrinebjerg

Åbogade 34

8200 Aarhus N
+45 70 27 70 12
.